North Media: Nedskriver udviklingsomkostninger og nedjusterer - NY2
3/12 06:34
North Media har torsdag aften valgt at nedjustere sine forventninger til indtjeningen i 2021, da koncernen har besluttet at nedskrive aktiverede omkostninger for 21 mio. kr. fra et udviklingsprojekt.
Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen.
North Media regner derfor med, at koncernen i 2021 vil opnå et driftsresultat, EBIT, på 235-245 mio. kr. mod tidligere 255-265 mio. kr.
Omsætningsprognosen er derimod uændret i 1020-1035 mio. kr.
Det er i udviklingen af forretningsområdet Bekey, at North Media har foretaget investeringer i it-arkitektur og i anskaffelse og opsætning af digitale adgangssystemer til etageejendomme. Det har kostet 19 mio. kr. i aktiverede udviklingsomkostninger frem til udgangen af tredje kvartal samt 2 mio. kr. mere i oktober og november.
Og de omkostninger nedskrives nu.
- Da det kommercielle gennembrud i nye kundesegmenter er forsinket, er udsigten til positive pengestrømme blevet længere. Grundlaget for at aktivere udviklingsomkostningerne er derfor mere usikkert, hedder det således i meldingen fra North Media.
- Bestyrelsen har derfor i dag besluttet at nedskrive disse aktiverede udviklingsomkostninger til kr. 0.
De usikre udsigter for Bekeys udvikling samt øgede omkostninger fra investeringer til styrkelse af væksten i de to andre forretningsområder, Boligportal og i Ofir, betyder samtidig, at North Media dæmper forventningerne til 2022.
North Media regner derfor med en omsætning næste år på niveau med i 2021, mens driftsresultatet, EBIT, ses ende i 200-220 mio. kr.
- Den gode udvikling i vores kerneforretning fortsætter, og vi har momentum i vores strategiske investeringer, der skal løfte vores omsætning og indtjeningen af 2022, udtalte koncerndirektør Kåre Wigh ellers i halvårsregnskabet i august, da North Media opjusterede sine forventninger til 2021.
.\\˙ MarketWire