Aktier/tendens: Bavarian i vælten med vaccinedata og nedjustering
6/12 08:23

Bavarian er i den grad i fokus fra morgenstunden, da medicinalselskabet har fremlagt lovende delresultater fra et fase 2-studie med sin coronavaccine og samtidig nedjusteret forventningerne til 2021 på grund af omkostninger forbundet med et fase 3-studie.
Vaccinemeddelelsen får positive ord med på vejen fra analytikerne, der ser aktien potentielt stige med 10 pct.
Derudover er der mandag stille på selskabsfronten fra de øvrige selskaber i C25-indekset.
De toneangivende udenlandske markeder peger i retning af en positiv åbning, efter at fredagens skuffende amerikanske jobrapport og den fortsatte frygt for coronavariant Omikron sendte aktiemarkederne på weekend med en blodtud.
Også i Danmark faldt eliteindekset tilbage ved jobrapportens offentliggørelse, og C25-indekset lukkede med et faldt på 0,7 pct. i 1837,61.
Overordnet set fik den amerikanske jobrapport skylden for faldet, da den viste skuffende takter. Beskæftigelsen uden for landbruget voksede med 210.000 personer i november, hvilket var under det halve af de 550.000, som var ventet ifølge Bloomberg.
Ligeledes skabte meldingen fra vaccineproducenten Biontech, om at der kan blive behov for at tilpasse de nuværende vaccinen til Omikron-varianten, yderligere nervøsitet.
BAVARIAN-AKTIE KAN STIGE OP MOD 10 PCT.
Bavarian-aktien kan tage sit et gevaldigt kurshop mandag - måske helt op til 10 pct. - efter at selskabets coronavaccine, ABNCoV2, har vist gode resultater i et fase 2-studie, hvor vaccinen har vist god boostereffekt og har forhøjet antistofniveauerne i de vaccinerede.
Det skriver PLX.AI med henvisning til analyser fra Sydbank og Carnegie.
Carnegie skriver, at weekendens data fra et fase 2-studie med Bavarians coronavaccine, ABNCoV2, er et "best case"-scenarie for Bavarian.
Data viser, vaccinen øger niveauet af neutraliserende antistoffer mellem to og 40 gange efter to uger, afhængigt af de antistofniveauer, personerne indledningsvist havde.
Data indikerer ifølge Carnegie, at vaccinen kan positioneres som en universel booster-vaccine, da den virker mod alle varienter og har mindst lige så god eller bedre data end coronavaccinerne fra Pfizer og Moderna.
Også Sydbank mener, at Bavarian står med en meget attraktiv boostervaccine, og estimerer et samlet salg på 520 mio. doser frem mod 2029.
Bavarian meddeler yderligere, at selskabet nedjusterer sine forventninger til årets driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, til 70 mio. kr. fra 100 mio. kr.
Det skyldes omkostninger på 30 mio. kr. til et fase 3-forsøg med selskabets RSV-vaccine. Studiet skal finansieres af en kapitalforhøjelse på op til 10 pct. af aktiekapitalen.
Bavarian-aktien faldt fredag 3,5 pct. til 301,40 kr.
Bavarian afholder telekonference mandag kl. 14.
NETCOMPANY AFSLUTTER TILBAGEKØBSPROGRAM
Netcompany har nu afsluttet det aktietilbagekøbsprogram på 50 mio. kr., som det annoncerede den 4. november.
Frem til den 3. december har selskabet under programmet købt aktier for 50 mio. kr. For det beløb har selskabet i perioden erhvervet 69.270 Netcompany-aktier.
Programmet løb frem til senest 30. december, men har altså allerede nu ramt det maksimale beløb. Netcompany ejer nu 1,66 pct. egne aktier.
Aktien lukkede fredag 1 pct. højere i 680 kr.
SAS HALTER EFTER KONKURRENTER
SAS halter efter konkurrenterne og risikerer at tabe vigtige markedsandelen i kampen om at komme oven på efter coronakrisen.
Det vurderer Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, skriver Jyllands Posten.
- SAS er blandt de flyselskaber, som har den sløjeste genstart af trafikken. Det går hårdt ud over indtjeningen, for når der er færre fly i luften, bliver det svært at skaffe indtægter til at betale de faste omkostninger, siger Jacob Pedersen.
Analysen tager udgangspunkt i det seneste kvartalsregnskab fra SAS, der sammenlignes med konkurrenternes resultater.
SAS-aktien faldt fredag 2,4 pct. til 0,87 kr. Aktien er siden årets start falder 36 pct.
.\\˙ MarketWire