ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Bavarian/CFO: Rykker RSV-vaccine i fase 3 for at undgå at sakke bagud

6/12 09:55

Bavarian Nordic planlægger snart annoncere et salg af nye aktier for at sikre sig penge til et fase 3-studie med sin RSV-vaccine og derved undgå at komme for langt bagud sammenlignet med konkurrenterne.

- Der er i øjeblikket ret hård konkurrence på udviklingssiden. Der er jo ingen godkendte produkter, men der er efterhånden flere, der er på vej i fase 3, eller allerede har startet fase 3 op.

- Derfor gælder det også om at komme hurtigt til markedet. Det er derfor, vi har truffet beslutningen. Vi ville gerne have en partner med ombord, men vurderede at vi ikke kunne vente, siger finansdirektør i Bavarian Nordic Henrik Juuel til Marketwire.

Studiet ventes indledt i første halvår, vil vare et år og gennemføres i 20.000 forsøgspersoner. De samlede omkostninger til studiet ventes at løbe op i 250 mio. dollar, eller 1650 mio. kr., inklusive opfølgningsstudier i 2023 og 2024.

Fase 3-studiet vil blive rettet mod ældre patienter, da der ifølge Bavarian eksisterer et stort uopfyldt behov. Årligt fører RS-virus til 177.525 indlæggelser og 14.000 dødsfald i aldersgruppen over 65 år alene i USA, viser et studie ifølge Bavarian.

- Der er ingen tvivl om, at markedet for RSV er et blockbustermarked (potentiale over 1 mia. dollar, red), siger Henrik Juuel og uddyber:

- I dag findes der simpelthen ikke en behandling. Så der er et kæmpe marked derude, og det er et spørgsmål om, hvor meget vi kan få af det, siger Henrik Juuel.

Konkurrenterne på udviklingssiden tæller blandt andet Pfizer, Glaxosmithkline, Sanofi, og også Moderna. Længst fremme er Glaxosmithkline og Pfizer, der annoncerede opstart af fase 3 i ældre patienter i henholdsvis februar og september i år. Kapitalforhøjelsen, der skal sikre Bavarian penge til studiet, vil være på op til 10 pct. af Bavarians aktiekapital.

- Vi venter at kunne køre en proces forholdsvis snart. Men det kommer lidt an på markedet. Det har været lidt nervøst på det sidste, siger Henrik Juuel med henvisning til de seneste uger, der har været præget af kursfald på aktiemarkedet.

Han peger på, at en kapitalforhøjelse på op til 10 pct. nogenlunde vil matche behovet på 250 mio. dollar.

Bavarians markedsværdi er mandag morgen 19,4 mia. kr., så en kapitaludvidelse på 10 pct. vil solgt til den nuværende markedskurs give lige over 1,9 mia. kr.

.\\˙ MarketWire