Aktier/Nordea: Ny variant slår ikke markederne tilbage til start
6/12 11:25
Der er i den grad kommet turbulens på aktiemarkederne, efter at fundet af den nye coronavariant Omikron har skabt fornyet uro og frygt for flere nedlukninger.
Men den nyeste udvikling i den efterhånden langtrukne corona-saga vil formentlig kun få en begrænset indvirkning på længere sigt.
Det vurderer Simon Kristansen, der er seniorstrateg hos Nordea.
- Den nye variant kan bremse genåbningen af økonomierne eller endda forårsage nye nedlukninger, men markedet vælger formentlig at se udviklingen som en forsinkelse uden større betydning for virksomhedernes indtjening på længere sigt, skriver Simon Kristiansen i en analyse.
Indtjeningen i virksomhederne har nemlig vist sig ganske modstandsdygtig over for nye varianter, ubalance mellem udbud og efterspørgsel og høj inflation.
- Det indikerer også, at effekten på markedet vil være begrænset, og vi er med andre ord ikke slået tilbage til start, lyder det fra seniorstrategen.
Der vil dog fortsat være stor usikkerhed på den korte bane, indtil der kommer større klarhed om, hvor smitsom og dødelig Omikron-varianten er - og hvorvidt der er behov for nye vacciner, lyder det fra Simon Kristiansen.
- Da vi endnu ikke kender det fulde trusselsbillede for Omikron, kan det virke voldsomt, at markedet har korrigeret så meget, men virussens påvirkning på markedet skal ses i lyset af at vi kort forinden satte kursrekorder og snakkede om FOMO-handel (Fear Of Missing Outfrygt (for at gå glip af opsvinget, red.)). Det giver altså mening, at markedet var særlig modtagelig overfor dårlige nyheder – da investorerne i en tid havde glemt, at den slags også eksisterer, skriver han.
COMEBACK TIL KVALITETSAKTIER
Den fornyede usikkerhed har ifølge strategen også givet comeback til en særlig type aktier. Som det også var tilfældet fra de tidligere coronabølger, har investorerne i stigende grad søgt tilflugt i de defensive sektorer.
Vinderne har navnlig været forsynings- og medicinalaktier, mens også it-aktierne over en bred kam har klaret sig bedre end det øvrige marked.
- Både Medicinal og Forsyning er defensive sektorer, der klarer sig godt relativt set, når markedet falder. Og erfaringer fra tidligere indikerer, at it berøres i mindre grad af nedlukninger, skriver han.
.\\˙ MarketWire