ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Sydbank: Mulig renteforhøjelse på vej i Norge

7/12 11:46

Norges Bank har antydet, at styringsrenten efter alt at dømme bliver hævet på rentemødet i december, men på det seneste er usikkerheden steget på grund af Omikron-varianten, der har resulteret i både i nationale og regionale restriktioner.

Ifølge Sydbank viser Norges Banks seneste netværksundersøgelse, der er en aktivitetsundersøgelse, at der kan være udsigt til renteforhøjelser hos vores naboer i nord.

- Vi hælder til, at Norges Bank hæver styringsrenten til 0,5 procent i næste uge. Men der er en reel risiko for, at Norges Bank ikke tør, skriver seniorøkonom i Sydbank Kim Blindbæk i en kommentar.

Som Sydbank ser det, tegner aktivitetsundersøgelsen et billede af, at der er behov for, at foden lettes fra den finanspolitiske speeder. Det skete så sent som i september, hvor styringsrenten blev hævet fra rekordlave 0 pct. til 0,25 pct.

Undersøgelsen viser, at 54 pct. af norske virksomheder kæmper med kapacitetsproblemer, og at 40 pct. af dem har udfordringer med at finde kvalificeret arbejdskraft. Tal der ikke er set højere siden 2007.

- Hvis Norges Bank vælger at se tiden an, er der ikke tale om, at de kommende renteforhøjelser er fejet af banen. Norges Bank kan eksempelvis vælge at signalere, at styringsrenten i stedet bliver hævet på rentemødet i januar, hvis den norske økonomi ellers udvikler sig som ventet, skriver Kim Blindbæk.

Ligesom herhjemme har den norske økonomi fart på, og de norske virksomheder venter fortsat høj økonomisk vækst, men udfordres af kapacitetsproblemer blandt andet grundet mangel på kvalificeret arbejdskraft.

Den buldrende økonomi har givet den norske krone vinger, hvilket skyldes en kombination af højere oliepriser og bedre stemning på de finansielle markeder, vurderer Sydbanks seniorøkonom.

- Vi vurderer, at det passer Norges Bank fint, at der fortsat er godt en uge til rentemødet. Hver dag bliver vi nemlig lidt klogere på Omikron-varianten, og om de nye restriktioner får den ønskede effekt på smittetrykket, lyder det fra Kim Blindbæk.

Norges Bank holder rentemøde den 16. december.

.\\˙ MarketWire