Asien: Global lettelse over Omikron forlænger indeksstigninger - NY
8/12 06:43
De asiatiske aktier forlænger stigningerne onsdag og forlænger den globale lettelse over positive nyheder i tidlige rapporter om den potentielle effekt af Omikron-covidvarianten.
- Markederne er meget følsomme over for enhver lille nyhed relateret til Omikron, og blot fraværet af dårlige nyheder bliver taget meget positivt op af aktiemarkedet, selvom - og jeg er ikke en videnskabsmand - det virker alt for tidligt at signalere klar bane, siger chefstrateg Stefan Hofer fra LGT i Asia Pacific i Tokyo ifølge Reuters.
MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavsområdet uden for Japan øger 0,3 pct.
Sideløbende indikerer futures på de store amerikanske aktieindeks stigninger på 0,3-0,5 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.
I Tokyo slår investorerne følgeskab med de amerikanske kolleger trods en skuffende bnp-rapport for tredje kvartal tidligere på dagen.
- Investorerne blev opmuntret af aftagende bekymringer over coronavirus-Omikron-stammen og stigninger i de amerikanske højteknologiske aktier, skriver Mizuho Securities i et notat ifølge AFP.
Nikkei 225 stiger 1,3 pct., og det brede Topix-indeks øger 0,7 pct.
På det kinesiske fastland er markedsdeltagernes ligeledes optimistiske. Shanghai Composite ligger med et plus på 0,7 pct., og CSI 300 øger 1,0 pct.
Børsen i Hongkong skiller sig ud fra den positive bølge.
Den kinesiske ejendomsgigant Kaisa Group Holdings er suspenderede onsdag som følge af likviditetsproblemer, der har ramt den kinesiske ejendomssektor.
Mandag rykkede ejendomsgiganten Evergrande endnu et skridt nærmere et kollaps grundet gældskrisen, og i dag står Kaisa Group med forfaldne fordringer for mange hundrede mio. dollar, som det ikke synes sandsynligt vil kunne rejses.
Hang Seng-indekset falder 0,2 pct.
På de øvrige børser ligger Taiwans Taiex-indeks med et plus på 0,4 pct., og Kospi-indekset i Seoul stiger 0,4 pct., mens Singapores Strait Times-indeks viger 0,2 pct.
Australiens ASX-indeks er lukket med et plus på 1,3 pct.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | +1,3 |
Topix | +0,7 |
Hongkongs Hang Seng | -0,2 |
China Shanghai Composite | +0,7 |
China CSI 300 | +1,0 |
Taiwan Taiex | +0,4 |
Sydkoreas Kospi | +0,4 |
Indiens BSE Sensex | +1,3 |
Singapores STI | -0,2 |
Sydney ASX 200 | +1,3 |
Indeksværdi klokken 6.15.
.\\˙ MarketWire