ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Obligationer/tendens: Renten ventes at stige inden jobtal fra USA

8/12 07:18

Der er udsigt til stigende renter ved åbningen i Danmark onsdag, hvor der senere på dagen kommer nyt om beskæftigelsen i USA, som kan få betydning for rentens retning.

Dermed er der lagt op til, at der kan blive smidt lidt oven i hatten på den beskedne rentestigning herhjemme tirsdag, hvor renten på den toneangivende tiårige statsobligation steg et enkelt basispoint til minus 0,11 pct.

- Vi forventer, at det danske obligationsmarked vil åbne med stigende renter. Dagens vigtigste nøgletal bliver JOLTS-rapporten fra USA, der viser antallet af ledige stillinger. Hvis antallet af ledige stillinger dykker kraftigt i oktober, kan det presse renterne ned, lyder det fra Mathias Dollerup Sproegel, makroanalytiker i Sydbank, i bankens morgenbrev.

Ifølge Bloomberg ventes 10,47 mio. jobannoncer og ansættelser i rapporten for oktober, mens tallet er opgjort til 10,44 mio. måneden forinden. Antallet af nytilmeldte ledige ventes i ugens løb at være 220.000 personer, viser estimater fra økonomer, mens der var 222.000 i forrige uge.

Også i USA var der rentestigninger tirsdag på en dag med højt humør på finansmarkederne og markante stigninger til aktierne. Det betød, at lysten til at ligge i sikker havn med investeringerne faldt, og derfor solgte investorerne ud af obligationer. Obligationskurserne faldt på den baggrund, mens de effektive renter omvendt gik op.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med 4 basispoint til 1,48 pct. Tirsdag startede renten nær sin bund i 1,43 pct., mens den toppede i 1,49 pct. Onsdag morgen trækker investorerne følehornene lidt til sig. Den tiårige T-bond forrentes med 1,46 pct. på markedet i Tokyo.

I Europa vil blikket for morgenstunden være rettet mod chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Largarde, der skal tale.

- Det bliver nogle af de sidste ord fra Lagarde inden næste uges uhyre vigtige rentemøde i ECB, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der samtidig peger på, at der nok ikke kommer store pengepolitiske signaler fra hende.

Morgenen - eller nærmere natten - har også budt på tal for væksten i Japan. Den japanske økonomi skrumpede mere i tredje kvartal i år, end de foreløbige data havde indikeret. Det fremgår af den endelige opgørelse af bnp fra de japanske myndigheder onsdag morgen.

Bnp-væksten i tredje kvartal i sæsonkorrigerede annualiserede tal faldt 3,6 pct. i forhold til kvartalet før. Den foreløbige opgørelse pegede på et vækstfald på 3,0 pct., mens analytikerne havde ventet en revision af vækstfaldet til 3,1 pct.

.\\˙ MarketWire