ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Mærsk og NTG i fokus dagen efter rekordstigning

8/12 08:08

Transportselskaberne A.P. Møller-Mærsk og NTG Nordic Transport Group kan løbe med opmærksomheden ved handelsdagens start onsdag, efter begge selskaber har fået positivt analytikernyt.

Det sker dagen efter, at C25-indekset leverede den næststørste procentvise stigning i indeksets levetid, der rækker tilbage til 2016. Indekset blev løftet 3,5 pct. til 1908,58. Det var desuden den største procentvise stigning siden marts 2020, hvor aktiemarkedet leverede store udsving i kølvandet af nedlukningen i Danmark.

Det var også coronameldinger, der påvirkede markedet tirsdag, hvor opløftende indikationer om, at smitten med den nye variant Omikron ser ud til at være mindre alvorlig end tidligere, skabte kursfest verden over.

Ved åbningen i Danmark onsdag kan det gå i begge retninger. Futuren for det tyske DAX-indeks har morgenen igennem bevæget sig omkring nullet og peger senest mod et marginalt fald.

I USA indikeres de tre ledende indeks at stige 0,2-0,5 pct. ved åbning ovenpå store stigninger tirsdag.

MÆRSK FÅR HØJERE KURSMÅL

Kursmålet for aktien i A.P.Møller-Mærsk er tirsdag blevet løftet med 5 pct. til 26.250 kr. fra tidligere 25.000 kr. af finanshuset HSBC. Det fremgår af data fra Bloomberg News.

Anbefalingen af aktien fastholdes på "køb" af analytiker Parash Jain. Det nye kursmål indikerer da også et potentiale på 27 pct. i forhold til lukkekursen tirsdag i 20.620 kr. HSBC har haft en købsanbefaling af aktien i Mærsk siden marts 2020, da kursen på aktien lå i 6224 kr.

Under coronapandemien har containerrederierne oplevet store fremgang, der er drevet af stor efterspørgsel kombineret med manglende kapacitet og flaskehalse i de store havne. Det gælder ikke mindst de to travle havne på den amerikanske vestkyst, hvor den seneste opgørelse viste 85 containerskibe i kø.

NTG INDLEDES MED "KØB" HOS DANSKE BANK

NTG har fået genindledt dækningen med anbefalingen "køb" hos Danske Bank. Det fremgår af data fra PLX.AI.

Kursmålet er fastsat til 600 kr.

Danske Bank droppede dækningen af aktien den 30. november. Dengang var anbefalingen også "køb" og kursmålet på 600 kr.

Aktien steg tirsdag 2,9 pct. til 487 kr. på børsen i København.

GN LOVER SNARLIG LANCERING

Også høreapparatkoncernen GN kan komme i fokus efter nye meldinger fra selskabets formand Per Wold Olsen.

Tilbage i oktober måtte GN nedjustere forventningerne, da koncernens Hearing-forretning blev forsinket med to vigtige produktlanceringer. Nu er der sket fremskridt, og Per Wold Olsen regner med, at de to produkter kommer på markedet i første halvdel af 2022.

Det skriver dagbladet Børsen.

- Det er rimeligt at antage, at de bliver lanceret i løbet af første halvår, siger Per Wold Olsen til Børsen, mens han betoner, at årsagerne til forsinkelserne nu er ryddet af vejen.

Bestyrelsesformand ser derfor frem til om 12 måneders tid og håber på, at vækstraterne igen vil ligge over markedets snit.

GN-aktien steg tirsdag 5,7 pct. til 379,70 kr.

.\\˙ MarketWire