ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Danmark/Økonomer: Eksporten steg igen men mangel presser

9/12 08:48

Den danske eksport fortsatte frem i oktober, og i kølvandet på stærke tal fra september vidner det om en dansk eksport, der er gået op i gear. Det er dog i høj grad drevet af prisstigninger på blandt andet energi, og samtidig presser mangel på materialer og arbejdskraft eksportpotentialet.

Sådan lyder det fra Danske Banks cheføkonom, Las Olsen, efter torsdagens opgørelse fra Danmarks Statistik.

Den viste, at eksporten af varer og tjenester steg 2,2 pct., mens importen steg 1 pct. i oktober. Overskuddet på betalingsbalancens løbende poster voksede med 2,3 mia. kr. til 20,5 mia. kr.

- Dagens tal peger mod, at opsvinget stadig er i gang, men det er nok først og fremmest de store udsving i priserne på ting som energi og søtransport, der driver tallene rundt i disse måneder, både for import og eksport, skriver han i en kommentar.

Ser man bort fra de ovennævnte prisstigninger, så lider den samlede danske eksport fortsat under, at turismen endnu ikke er tilbage til niveauet fra før coronakrisen.

- Når det gælder vareeksporten, så har der været en temmelig flad tendens siden foråret, hvilket blandt andet hænger sammen med virksomhedernes problemer med at skaffe både materialer og arbejdskraft, lyder det fra Danske Banks cheføkonom.

Også hos Sydbank vurderer cheføkonom Søren Kristensen, at manglen på materialer og arbejdskraft kan have presset eksporten.

- I vores egen andedam virker mangel på materialer og arbejdskraft til at være den største hindring mod en øget eksport. Det kan sagtens vise sig at tage toppen af den vækst, som virksomhederne ellers kunne have haft, skriver han og peger blandt andet på chipmanglen i den tyske bilindustri.

- Det sænker produktionen på selve bilfabrikkerne, men det rammer også hele underskoven af underleverandører, som vi har mange af herhjemme. Der er derfor ingen tvivl om, at den allerede imponerende eksport sagtens kunne have været endnu større, hvis virksomhederne ikke manglede hænder og stumper, lyder det fra Søren Kristensen.

COVID KAN KASTE GRUS I MASKINERIET

Foruden manglen på hænder og materialer kan den stigende coronasmitte og nye restriktioner ramme eksporten i de kommende måneder - i hvert fald inden for serviceeksporten.

- Det vil i sagens natur også ramme de danske eksportvirksomheder og endnu engang er det serviceeksporten, der står i første række, skriver Søren Kristensen.

Begge cheføkonomer er dog enige om, at eventuelle restriktioner ikke giver anledning til stor bekymring for den samlede danske eksport.

- Det betyder bare ikke nødvendigvis dårligere udsigter for dansk vareeksport, for nedlukninger rammer først og fremmest forbruget af tjenesteydelser så som restauranter, mens forbruget af fysiske varer faktisk kan stige yderligere, vurderer Las Olsen.

.\\˙ MarketWire