Aktier/åbning: Svag positiv åbning med Bavarian og Ambu forrest
9/12 09:20
Det danske aktiemarked starter torsdag i grønt.
C25-indekset steg onsdag 0,6 pct. og efter et lille kvarters handel torsdag stiger indekset 0,1 pct. til 1926,00.
Der er torsdag ikke skemasat meget, der kan påvirke enkelte aktier.
I toppen af indekset ligger aktier som Bavarian, Ambu og Netcompany, der alle uden selskabsspecifikt nyt stiger over 1 pct. I bunden ligeledes uden selskabsspecifikt nyt falder Danske Bank, Carlsberg og Ørsted mest - dog alle under 0,4 pct.
GN OG DEMANT FIK KONKURRENTNYT
Høreapparatselskaberne Demant og GN har fået regnskabsnyt fra WS Audiology - høreapparatproducenten, der er en sammenslutning af danske Widex og det tidligere EQT-ejede Sivantos.
WS Audiology kom ud af det forskudte regnskabsår 2020/21 med vækst sammenlignet med sidste regnskabsår, hvor covid-19 især var en udfordring. Det var særligt en stærk præstation i Europa, Kina og USA , der bidrog til væksten, fremgår det af selskabets regnskab.
Væksten ventes at vare ved i det nye regnskabsår, hvor der ses en høj encifret omsætningsvækst samt et bidrag på 2 pct.point fra opkøb. Det normaliserede driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, ventes over 500 mio. euro. Forventningerne er fremsat under forudsætning af, at branchens vækstfundament forbliver uændret i det kommende år, samt at coronapandemien og adgangen til råvarer ikke kommer i vejen.
I 2020/21 omsatte WS Audiology for 2053 mio. euro. Der var dermed tale om en organisk vækst på 22 pct. Det normaliserede EBITDA endte på 464 mio. euro mod 331 mio. euro året forinden.
Underskuddet før skat endte på 81 mio. euro mod et underskud på 299 mio. euro året før.
GN stiger 0,6 pct. til 381,80 kr., mens Demant stiger mere beskedne 0,2 pct. 315,90 kr.
VESTAS MED HACKERNYT
Vestas har onsdag aften adviseret modtagere af presse- og investornyheder om, at personlige data er blevet kompromitteret i forbindelse med det datatyveri, som koncernen konstaterede 19. november. Det fremgår af en mail fra Vestas.
Tidligere onsdag skrev mediet Version2, at hackerne også har gjort alvor af truslerne om at offentliggøre stjålne data. Op mod 7300 dokumenter fortrinsvist med finansielle kundedata er lagt frem på nettet.
Vestas stiger 0,4 pct. til 215,90 kr.
MÆRSK I FREMGANG
Mærsk-aktierne fortsætte på rekordkurs efter onsdagens rekord, der kom, efter at finanshuset HSBC løftede sit kursmål for aktien til 26.250 kr. fra 25.000 kr.
B-aktien stiger 0,7 pct. til 21.320 kr.
ROBLON HAR KØBT TJEKKISK
Uden for C25 har Roblon købt det tjekkiske selskab Vamafil og kommer i samme ombæring med finansielle målsætninger for det kommende regnskabsår 2021/22.
Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen torsdag.
Roblon venter en omsætning i 2021/22 i intervallet 330 til 370 mio. kr. Til sammenligning lød forventningerne til indeværende regnskabsår på en omsætning i niveauet 250 mio. kr. Driftsresultatet før af- og nedskrivninger samt særlige poster, EBIDA, ventes at lande mellem 8 og 27 mio. kr. I 2020/21 ventes et driftsunderskud på 13 mio. kr. Resultatet af den primære drift før særlige poster (EBIT) ses i intervallet minus 19 til 0 mio. kr. mod et underskud på 33 mio. kr. i 2020/21.
Roblon aktien er ikke handlet endnu torsdag morgen. Aktien er senest handlet i 139 kr.
.\\˙ MarketWire