Roblon køber tjekkisk selskab og kommer med målsætning for 2021/22 -NY
9/12 09:30

Den danske fiberkabelforretning Roblon har købt det tjekkiske selskab Vamafil, der laver behandling og forarbejdning af fibre til blandt andet fiberproducenter, og kommer i samme ombæring med finansielle målsætninger for det kommende regnskabsår 2021/22.
Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen torsdag formiddag.
Roblon venter en omsætning i 2021/22 i intervallet 330 til 370 mio. kr. Til sammenligning lød forventningerne til indeværende regnskabsår på en omsætning i niveauet 250 mio. kr.
Driftsresultatet før af- og nedskrivninger samt særlige poster, EBIDA, ventes at lande mellem 8 og 27 mio. kr. I 2020/21 ventes et driftsunderskud på 13 mio. kr.
Resultatet af den primære drift før særlige poster (EBIT) ses i intervallet minus 19 til 0 mio. kr. mod et underskud på 33 mio. kr. i 2020/21.
KØBER FOR KNAP 60 MIO KR
Roblon har købt tjekkiske Vamafil for et beløb svarende til 59,6 mio. kr. og med i købsprisen indgår også Vamafils jord og bygninger. Det betyder, at at dele af Roblons produktion nu flyttes til Tjekkiet, meddeler det danske selskab.
- Dette giver selskabet en position tilsvarende den, som Roblon har opnået i USA med placeringen i North Carolina. På grund af den pt. stigende smittespredning af covid-19 vil den planlagte udflytning blive igangsat, når der skønnes at være stabilitet i smittespredningen og reduceret risiko for indrejserestriktioner i Tjekkiet henholdsvis Danmark, fremgår det.
Roblon regner med at starte udflytningen i midten af foråret 2022, og den ventes at være gennemført inden udgangen af 2022.
Vamafil har cirka 100 medarbejdere, der fortsætter efter Roblons overtagelse, og selskabet har en årlig omsætning i niveauet 4,5-5 mio. euro - svarende til 33,5-37,2 mio. kr. - og en "tilfredsstillende indtjening".
Vamafil forventes at bidrage med en omsætning i niveauet 30-35 mio. kr. i 2021/22, skriver Roblon.
.\\˙ MarketWire