Evergrandes misligholdelse får ingen markedseffekt - chefstrateg
9/12 11:51
China Evergrandes misligholdelse af sin dollargæld er helt som ventet, og det har umiddelbart ikke nogen større betydning for markedsudviklingen.
Det vurderer Tine Choi Danielsen, chefstrateg hos PFA, over for MarketWire, efter at den gældsramte kinesiske ejendomsudvikler for første gang nogensinde har misligholdt sin dollargæld.
- Det har vi egentligt hele tiden gået og ventet, siger chefstrategen, der pointerer, at markedet allerede har reageret frem mod den store rentebetaling på 82,5 mio. dollar, der skulle falde tirsdag.
Evergrande-aktien dykkede mandag med 19,6 pct. til 1,81 Hongkong dollar, og det niveau er mere eller mindre fastholdt frem til torsdag, hvor aktien er lukket i 1,80 Hongkong dollar.
- Jeg tror, at i de fleste investorers hoved er Evergrande under afvikling, siger Tine Choi Danielsen, der også fremhæver, at den kinesiske centralbank efterfølgende har været ude at sige, at den vil leve op til reglerne og lade selskabet gå konkurs.
Det har ifølge chefstrategen hele tiden været PFA's forventning, at centralbanken ville afvikle Evergrande og sørge for at inddæmme de negative effekter.
- Det har ikke ligget i kortene at redde Evergrande, da kineserne har behov for at statuere et eksempel, siger Tine Choi Danielsen, der fremhæver, at centralbanken vil vise, at den ikke er bange for at lade virksomheder gå konkurs.
De kinesiske myndigheder har ifølge chefstrategen dog været inde at sikre, at det blev en ordentlig afvikling.
Chefstrategen forventer heller ikke, at nyheden vil forplante sig til de finansielle markeder i dag, hvor hun også pointerer, at aktiemarkederne er åbnet uden større postyr, hvor selv Kina har haft pæne kursstigninger i dag.
Det Hongkong-baserede Hang Seng-indeks er torsdag lukket med et plus på 1,1 pct. og det kinesiske Shanghai-indeks er steget 1 pct.
Kreditvurderingsselskabet Fitch har torsdag sænket sin anbefaling for ejendomsgigantens langsigtede gæld i udenlandsk valuta til begrænset misligholdelse og det samme har kreditvurderingsselskabet også gjort for den kinesiske konkurrent Kaisa Group, der har misligholdt tilbagebetalingen af en dollarobligation.
Udviklingen i den kinesiske ejendomssektor er dog ikke det, der optager markedet mest i øjeblikket.
- Det, vi reagerer på i Vesten, det er hele fortællingen om Omikron. Det er det, der driver stemningen i disse dage, slutter Tine Choi Danielsen.
.\\˙ MarketWire