WSA/CEO: Ingen markante udfordringer fra covid-19 - fusion nær færdig
9/12 11:50
GN- og Demant-konkurrenten WS Audiology (WSA) klarede sig igennem det forskudte regnskabsår 2020/21 med fremgang på samtlige regnskabsposter. Og selv om coronapandemien har budt på udfordringer for selskabet, har en dynamisk og agil tilgang til udfordringen minimeret omfanget.
Det siger Eric Bernard, der er topchef i WSA, til MarketWire.
Også i det nuværende regnskabsår 2021/22 er der ventet vækst. De konkrete forventninger lyder på en høj encifret omsætningsvækst samt et bidrag på 2 pct.point fra opkøb samt et driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 500 mio. euro.
Forventningerne er fremsat under forudsætning af, at hverken pandemien eller adgangen til komponenter bliver negativt påvirket, oplyser selskabet i regnskabet.
Til spørgsmålet om forventningerne er et "best case"-scenarie, svarer Eric Bernard, at forventningerne er sat, ud fra hvad selskabet regner med at kunne levere, men at det naturligvis ikke er med højde for en nedlukning, der "lammer halvdelen af verden".
Det er svært at sætte tidspunkt for, hvornår en normalisering af industriudfordringerne vil finde indtræffe, siger topchefen, der forklarer, at selskabet i stedet har tilpasset sig situationen.
- Jeg tror ikke, at vi er ude af krisen inden for de næste 18-24 måneder, men i takt med at vi lærer at arbejde uden om udfordringerne, får vi afbødet indvirkningen, siger Eric Bernard.
NÆSTEN FÆRDIG, ALDRIG FÆRDIG
WS Audiology er en sammensmeltning af selskaberne Widex og Sivantos, der i 2019 fusionerede. Siden er der blevet arbejdet på at knytte de to selskaber sammen.
Den proces er næsten ved vejs ende, lyder det i årsregnskabet torsdag. Processen er blevet fremskyndet af covid-19-pandemien, der har givet anledning til at glemme interne stridigheder til fordel for en fælles fjende.
- Covid-19 har skadet mange, mange mennesker, og det har været en udfordring for mange. Men covid-19 har også været en accelerator for vores integration. Når der er tale om en udefrakommende fjende, glemmer man nogle af de interne udfordringer, og det har hjulpet os til at bygge et nyt selskab, siger topchefen til MarketWire.
Men selv om integrationen i det store hele er ved vejs ende, er det blot starten på en ny fase, fortsætter topchefen, der siger, at integrationen aldrig slutter.
Et udtryk for den vellykkede integration kan ses i VA-tallene, der viser udviklingen i USA's offentlige salgskanal til veteraner, hvor WSA i november fik fordoblet sin markedsandel med lanceringen af et nyt produkt.
.\\˙ MarketWire