ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Torsdagens aktier: Fjerde dag i træk med fremgang og Mærsk i rekord

9/12 17:06

Friske kursrekorder til Mærsk-aktierne og ligeledes pæne plusser til Simcorp og Novo Nordisk var torsdag med til at sikre fremgang for fjerde dag i træk for C25-indekset.

Samlet var der stigninger i 13 af de 25 eliteaktier i C25, som endte 0,3 pct. højere i 1930,11. Dermed har indekset revancheret sig 5,0 pct. i ugens løb efter et samlet fald på 7,6 pct. over de foregående to uger.

- Det har været en god uge for danske aktier, men det kommer også i kølvandet af en noget nær mareridtsuge i sidste uge. Jeg forstod slet ikke den medfart, danske aktier fik i sidste uge, hvor vi så deciderede frasalg i nogle af de forholdsvist tunge aktier som DSV, Genmab, Vestas.

- Derfor er der lidt revanche i luften, og nu er vi ved at være på omgangshøjde igen med det, der blev sat til, siger Lars Hytting , chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning, til MarketWire.

MÆRSK FORTSÆTTER REKORDRIDT

Mærsk-aktierne fortsatte opturen og både selskabets A og B-aktie lukkede i rekordhøjde. A-aktien steg 1,5 pct. til 19.940 kr., og B-aktien lukkede i 21.520 kr. efter en stigning på 1,6 pct.

I toppen af C25 lå imidlertid Simcorp med et plus på 2,6 pct. til 692,20 kr. Simcorp er en af de dårligst performende aktier i 2021 med et fald på 23,3 pct. Sværvægteren i eliteindekset, Novo Nordisk, steg desuden 1,7 pct. til 750,80 kr. Dermed nærmede medicinalaktien sig igen kursrekorden på 753,60 kr. fra 17. november 2021.

Blandt de faldende eliteaktier lå Lundbeck i bunden med et fald på 2,2 pct. til 161,60. I år er aktien dermed faldet 21,8 pct., og en bekymring, som ofte næves i forhold til Lundbeck, er kvaliteten af produktpipelinen nogle år frem i tiden.

- For hver dag der går, forsvinder tilliden mere og mere til Lundbeck, og hvordan virksomheden skal klare sig, når vi kommer henover 2025, siger Lars Hytting og noterer, at pipelinen skal styrkes gennem opkøb, men at det i øjeblikket er "sælgers marked".

- Jeg har selv haft kigget på Lundbeck - og ja, den handler billigt på nøgletal, men det er der også en grund til, for der er ikke noget vækst - det skal tilkøbes - og det er ikke nemt, vurderer Lars Hytting.

Blandt de mindre aktier steg Roblon 5,0 pct. til 146 kr. efter annonceringen af opkøbet af det tjekkiske selskab Vamafil. Endvidere kom Roblon med finansielle målsætninger for regnskabsåret 2021/22.

Lån & Spar var desuden leveringsdygtig i en opjustering af forventningerne til 2021, hvor banken nu venter et overskud efter skat på 190-210 mio. kr. mod en tidligere forventning om et resultat på 150-180 mio. kr. Det blev belønnet med en kursstigning på 5,7 pct. til 650 kr.

.\\˙ MarketWire