ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Obligationer/tendens: Uændrede renter i sigte før uge med rentemøder

13/12 07:11

Ugen ventes at starte stille ud med udsigt til uændrede renter i Danmark mandag, hvorefter store makroøkonomiske begivenheder i ugens løb kan skabe udsving.

Centralbanker på begge sider af Atlanten skal mødes for at diskutere pengepolitik, og her kan udfaldene få stor betydning.

- Vi forventer, at det danske obligationsmarked vil åbne med stort set uændrede renter. Der venter ingen relevante nøgletal i dag, skriver Mathias Dollerup Sproegel, makroanalytiker i Sydbank, i bankens morgenrapport.

- Derfor vil den generelle stemning på finansmarkederne formentlig styre renteudviklingen i dag, imens investorerne ser frem mod ugens perlerække af rentemøder, lyder det videre.

Den toneangivende tiårige danske statsobligation sluttede fredag uændret i minus 0,10 pct. efter en overgang at have ligget så højt som minus 0,08 pct.

I USA faldt renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation knap 2 basispoint til 1,49 pct. fredag, hvilket fortsat er niveauet mandag morgen, hvor statsobligationen handles i Tokyo.

Onsdag skyder amerikanerne ballet i gang, når der er rentemøde i forbundsbanken Federal Reserve.

- Her venter vi, at Fed skruer op for nedtrapningen af obligationsopkøbene. Det vil i vores optik åbne døren for en renteforhøjelse i første halvår af 2022. Derudover vil der være fokus på Feds nye vækst-, rente- og inflationsprognose, skriver Mathias Dollerup Sproegel.

Torsdag følger flere lande i eurozonen samt Storbritannien, Norge, Schweiz og Tyrkiet trop med møder i deres centralbanker.

- Fra Den Europæiske Centralbank, ECB, vil der også være fokus på den nye vækst- og inflationsprognose. Derudover vil der være stort fokus på, hvilke signaler ECB sender omkring obligationsopkøbene i 2022, lyder det.

Den store joker bliver dog spredningen af Omikron-varianten af coronavirus, der kan få betydning for potentielle rentestigninger.

- For en måned eller to siden var det meget sandsynligt, at både den britiske og norske centralbank ville hæve renten i december, men det er nu blevet mere usikkert, skriver makroanalytikeren.

.\\˙ MarketWire