Aktier/tendens: Transportselskaber og Simcorp kan trække overskrifter
13/12 07:59

Transportselskaberne DSV og A.P. Møller-Mærsk kan løbe med opmærksomheden ved handelsåbning mandag, efter begge selskaber har fået positivt analytikernyt.
Også Simcorp kan se frem til en dag i investorernes søgelys, efter at Nasdaq har meddelt, at selskabet fra næste uge må overgive sin placering i C25-indekset til Jyske Bank.
I sidste uge fik det danske eliteindeks, C25, lidt genoprejsning oven på en hård periode, hvor indekset nærmede sig en korrektion.
Fredag tabte 1,1 pct. til 1909,44 og klarede sig dermed markant værre end resten af Europa, hvor de toneangivende indeks blot faldt en smule. Set over ugen samlet steg C25-indekset dog 3,9 pct.
Mandag er der udsigt til mindre stigninger, i hvert fald hvis man skal tro futuren for det tyske DAX-indeks, der normalt er en god indikator for den danske handel. DAX-futuren peger mod en stigning på 0,4 pct., mens de tre ledende indeks i USA alle indikeres at åbne med små plusser på 0,3 pct. senere på dagen.
- Hen over natten er den nye uge startet med yderligere kursstigninger på de asiatiske markeder, og formarkederne for de europæiske aktiebørser peger da også på en grøn åbning, når markederne åbner senere her til morgen, skriver Nordea i sin morgenrapport.
Også nyt om Omikron-varianten af coronavirus kan påvirke de finansielle markeder, der fortsat er præget af nervøsitet. Hertil kommer usikkerhed om inflationen, som får investorerne til at rette blikket mod de mange pengepolitiske møder, der finder sted i ugens løb. Den amerikanske forbundsbank Federal Reserve mødes onsdag, mens ECB i Europa afholder møde torsdag.
SIMCORP RYGER UD AF C25-INDEKSET
Simcorp bliver erstattet af Jyske Bank i det danske eliteindeks C25.
Det fremgår af en meddelelse fra Nasdaq fredag, og ændringen træder i kraft fra handelsåbning 20. december i år.
Det sker som et resultat af Nasdaqs halvårlige gennemgang af selskaberne i indekset, som finder sted i juni og december. Det skal sikre, at C25-indekset råder over selskaberne med de mest handlede værdipapirer.
Simcorp-aktien faldt fredag 1,9 pct. til 679 kr., mens Jyske Bank tabte 0,2 pct. til 328,60 kr. fredag.
DSV FÅR INDLEDT DÆKNING MED "KØB"
DSV har fået genoptaget dækningen hos Nordea, der genindleder med anbefalingen "køb".
Det fremgår af PLX.AI. Kursmålet lyder på 1900 kr.
Nordea suspenderede ifølge Bloomberg sin dækning af aktien 2. juli i år.
Aktien i DSV faldt fredag 0,3 pct. til 1440 kr. på børsen i København.
MÆRSK FÅR HØJERE KURSMÅL
A.P. Møller-Mærsk har fået løftet kursmålet til 26.000 kr. fra 23.000 kr. af ABG Sundal Collier.
Anbefalingen er uændret "køb". Det fremgår af data fra Bloomberg News.
Aktien lukkede fredag med et fald på 1,5 pct. til 21.200 kr. på børsen i København.
NETCOMPANY-KONTRAKT TIL MILLIONER
Netcompany er for nylig valgt til at udvikle det nye administrative valgsystem af Kombit, og den kontrakt kan have en værdi af 200-250 mio. kr. Det vurderer analytikere fra Nordea ifølge PLX.AI.
Kombit meddelte fredag, at Netcompany har vundet kontrakten om udviklingen af det nye administrative valgsystem, hvor fire leverandører var prækvalificeret til at byde på løsningen. Kontrakten ventes underskrevet 21. december i år.
Netcompany-aktien faldt fredag 1,9 pct. til 682,50 kr.
Novo Nordisk har samtidig offentliggjort en beslutning om at investere 17 mia. kr. i opførelsen af tre nye produktionsanlæg samt en udvidelse af et eksisterende anlæg i Kalundborg frem mod 2027.
Aktien endte fredag uændret i 751 kr.
.\\˙ MarketWire