Aktier/åbning: Mærsk, DSV og Carlsberg sendes op i grøn åbning
13/12 09:16
Transportselskaberne DSV og A.P. Møller-Mærsk indtager toppen af det danske C25-indeks ved åbning mandag, efter at begge selskaber har fået positivt analytikernyt.
Også bryggerigiganten Carlsberg er med i toppen ovenpå en anbefaling hævet til "køb".
Ved åbning stiger C25-indekset samlet 0,3 pct. til pct. til 1915,27 efter få minutters handel.
I bunden af indekset står det anderledes skidt til for flere af medicinalaktierne, der skiller sig ud med en rød start på dagen, der går imod den generelle tendens. Både Genmab, Novo, Nordisk, Lundbeck, Coloplast, Ambu og GN falder, selvom det dog er marginalt.
I sidste uge fik det danske eliteindeks lidt genoprejsning oven på en hård periode, hvor indekset nærmede sig en korrektion.
Fredag tabte indekset 1,1 pct. til 1909,44 og klarede sig dermed markant værre end resten af Europa, hvor de toneangivende indeks blot faldt en smule. Set over ugen samlet steg C25-indekset dog 3,9 pct.
Dagen igennem kan nyt om Omikron-varianten af coronavirus påvirke de finansielle markeder, der fortsat er præget af nervøsitet. Hertil kommer usikkerhed om inflationen, som får investorerne til at rette blikket mod de mange pengepolitiske møder, der finder sted i ugens løb. Den amerikanske forbundsbank Federal Reserve mødes onsdag, mens ECB i Europa afholder møde torsdag.
DSV FÅR INDLEDT DÆKNING MED "KØB" - MÆRSK FÅR KURSNYT
DSV har fået genoptaget dækningen hos Nordea, der genindleder med anbefalingen "køb".
Det fremgår af PLX.AI. Kursmålet lyder på 1900 kr.
Nordea suspenderede ifølge Bloomberg sin dækning af aktien 2. juli i år.
Aktien stiger 0,5 pct. til 1447,50 kr.
A.P. Møller-Mærsk har samtidig fået løftet kursmålet til 26.000 kr. fra 23.000 kr. af ABG Sundal Collier.
Anbefalingen er uændret "køb". Det fremgår af data fra Bloomberg News.
B-aktien stiger 1,6 pct. til 21.530 kr.
CARLSBERG-ANBEFALING LØFTES TIL "KØB"
Carlsberg har fået hævet anbefalingen til "køb" fra "hold" af Jyske Bank.
Kursmålet er fortsat 1235 kr. Det oplyser banken i en meddelelse.
Jyske Bank begrunder den løftede anbefaling med, at markedet har fået øjnene op for indtjeningsmodvinden oven på udsigten til øgede inputomkostninger i 2022.
Aktien stiger 1,8 pct. til 1048,50 kr. ved åbning.
Der er også analytikernyt til Scandinavian Tobacco Group (STG), der får indledt dækning hos DNB med anbefalingen "køb".
Kursmålet på aktien er 155 kr., fremgår det af data fra PLX.AI.
Aktien stiger 1,5 pct. til 126,40 kr.
SIMCORP RYGER UD AF C25-INDEKSET
Simcorp bliver erstattet af Jyske Bank i det danske eliteindeks C25.
Det fremgår af en meddelelse fra Nasdaq fredag, og ændringen træder i kraft fra handelsåbning 20. december i år.
Det sker som et resultat af Nasdaqs halvårlige gennemgang af selskaberne i indekset, som finder sted i juni og december. Det skal sikre, at C25-indekset råder over selskaberne med de mest handlede værdipapirer.
Simcorp-aktien stiger 0,3 pct. 681 kr., mens Jyske Bank stiger 0,2 pct. til 329,20 kr.
NETCOMPANY OG NOVOZYMES INDGÅR KONTRAKTER
Netcompany er for nylig valgt til at udvikle det nye administrative valgsystem af Kombit, og den kontrakt kan have en værdi af 200-250 mio. kr. Det vurderer analytikere fra Nordea ifølge PLX.AI.
Kombit meddelte fredag, at Netcompany har vundet kontrakten om udviklingen af det nye administrative valgsystem, hvor fire leverandører var prækvalificeret til at byde på løsningen. Kontrakten ventes underskrevet 21. december i år.
Netcompany-aktien falder 0,5 pct. til 679 kr.
Novozymes har indgået en samarbejdsaftale med italienske Saipem om at udvikle innovative løsninger til enzymatisk CO2-fangst, oplyser selskabet mandag morgen.
Aktien stiger 0,5 pct. til 521,40 kr.
NOVO INVESTERER MILLIARDER
Novo Nordisk har samtidig offentliggjort en beslutning om at investere 17 mia. kr. i opførelsen af tre nye produktionsanlæg samt en udvidelse af et eksisterende anlæg i Kalundborg frem mod 2027.
- Vi kan se, at afsætningen af Novos produkter er kraftigt stigende. Det gælder både tabletter og injicerbare produkter, og det bliver ikke mindre i de kommende år. Derfor ser jeg det som et udtryk for rettighed omhu, at Novo udvider produktionskapaciteten, siger Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i Sydbank, til MarketWire ovenpå nyheden.
Han forudser dog ikke, at det vil få indflydelse på aktien.
Aktien falder 0,6 pct. til 746,40 kr.
.\\˙ MarketWire