Aktier/middag: Mærsk på rekordkurs i positivt C25
13/12 11:21
Der er højt humør blandt Mærsk-investorerne, og både A- og B-aktien ligger i rekord mandag middag. Også Carlsberg er med i toppen af eliteindekset, mens Bavarian ligger nederst i indekset mandag middag med fald.
- Samlet ligger vi pænt i dag trukket med af stemningen i Asien, efter at Kina har meldt ud, at de vil gå langt for at stabilisere økonomien, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.
- Og Mærsk trækker fra, efter at en række finanshuse har løftet kursmålet for aktien. Oveni har vores analytiker på selskabet set, at dele af den kinesiske havn, Ningbo, er lukket ned. Og forstyrrelser af forsyningskæder har før presset fragtraterne op, siger han til MarketWire.
Samlet stiger C25 med 0,7 pct. mandag middag til 1922,13. Og Mærsk B-aktien stiger 2,0 pct. til 21.620 kr., hvilket lige overgår torsdagens rekord på 21.520 kr.
Også bryggerigiganten Carlsberg er med i toppen ovenpå en anbefaling hævet til "køb".
- Vi har i dag hævet anbefalingen til "køb", da vores analytiker mener, at de stigende råvarepriser er indregnet i kursen, siger Martin Munk.
Carlsberg stiger 1,6 pct. til 1047 kr.
Helt i toppen ligger Rockwool uden selskabsspecifikt nyt med et plus på 2,4 pct. til 2912 kr.
NOVO BRUGER 17 MIA.
Novos beslutning om at investere 17 mia. kr. i opførelsen af tre nye produktionsanlæg samt en udvidelse af et eksisterende anlæg i Kalundborg afspejler Novos stærke salgsvækst, vurderer senioranalytiker i Sydbank, Søren Løntoft Hansen, der ser investeringen som et udtryk for rettidig omhu.
Ifølge planerne vil Novo frem mod 2027 investere i at løfte sin kapacitet inden for fremstilling af aktive farmaceutiske ingredienser og til samling og emballering.
- Vi kan se, at afsætningen af Novos produkter er kraftigt stigende. Det gælder både tabletter og injicerbare produkter, og det bliver ikke mindre i de kommende år. Derfor ser jeg det som et udtryk for rettighed omhu, at Novo udvider produktionskapaciteten, siger Søren Løntoft Hansen til MarketWire.
Udvidelserne i Kalundborg er både beregnet på at understøtte produktionen af Novo Nordisks nuværende og fremtidige orale og injicerbare produkter.
BAVARIAN NEDERST
Bavarian Nordic indtager mandag formiddag bunden i det danske C25-indeks, hvor flere åbninger af shortpositioner i aktien formentlig er årsagen bag, skriver Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, i en analyse.
Den danske vaccineproducent solgte i sidste uge 6,3 mio. nye aktier for lige under 1,7 mia. kr. til finansieringen af et fase 3-teststudie for selskabets RSV-vaccine.
Det sænkede sidste uge aktien, inden den tog et hop til 290 kr.
Mandag middag handles aktien 2,0 pct. lavere i 266,30 kr. på børsen i København. Årsagen til faldet skal "formentlig" findes i åbningen af flere shortsalgspositioner og kortsigtede investorer, der har trukket sig fra aktien.
- Bag udsalget ligger formentlig åbning af flere shortsalgspositioner og måske har nogen af de investorer, som kortsigtet har satset og håbet på en "rebound", også fået kolde fødder, forklarer Per Hansen.
Andetsteds har DSV fået genoptaget dækningen hos Nordea, der genindleder med anbefalingen "køb", skriver PLX.AI. Kursmålet lyder på 1900 kr. Aktien stiger 1,2 pct. til 1457 kr.
SIMCORP RYGER UD AF C25-INDEKSET
Simcorp bliver erstattet af Jyske Bank i det danske eliteindeks C25.
Det fremgår af en meddelelse fra Nasdaq fredag, og ændringen træder i kraft fra handelsåbning 20. december i år. C25-indekset råder over selskaberne med de mest handlede værdipapirer.
Simcorp-aktien stiger 0,1 pct. til 679,80 kr., og Jyske Bank stiger 0,6 pct. til 330,70 kr.
Og så Novozymes har indgået en samarbejdsaftale med italienske Saipem om at udvikle innovative løsninger til enzymatisk CO2-fangst, oplyste selskabet mandag morgen.
Aktien stiger 1,5 pct. til 526,40 kr.
.\\˙ MarketWire