Harley-Davidson ræser mod toppen: Vil børsnotere el-motorcykelselskab
13/12 16:29
Harley-Davidson, der er kendt for sine store motorcykler, vil nu gå på børsen med sit selskab, der laver el-motorcykler.
Det er noget, der falder i god jord hos investorerne, der først på handelsdagen mandag sender aktien op med 14,1 pct.
Det er Livewire-divisionen, der skal slås sammen med AEA-Bridges Impact, der er et såkaldt SPAC (special purpose aquisition company) selskab, der her fokuserer på bæredygtighed.
Det er ventet, at aktierne skal handles under tickerkoden LVW, oplyser Harley-Davidson mandag ifølge Bloomberg News. Og det nye selskab vil få en markedsværdi på 1,77 mia. dollar.
- Dagens meddelelse er en historisk milepæl for Livewire, der bliver det første børsnoterede EV (electric vehicles) motorcykelselskab i USA, siger Jochen Zeitz, der er topchef i Harley-Davidson.
Harley-Davidsen har ikke tidligere surfet på bølgen af strøm som andre amerikanske selskaber som Ford Motor og General Motors, der begge tidligere i år har afsløret planer for, hvordan man kan sætte el til motoren. Aktien i Harley-Davidson havde frem til fredag ikke rykket sig meget i år, mens GM i årets løb er steget med 52 pct., og Ford har fordoblet kursen, skriver Bloomberg.
Livewire blev dannet tilbage i 2019 som en separat del af det Milwaukee-baserede motorcykelselskab.
.\\˙ MarketWire