GN/Sydbank: Opkøb skal skabe bro og fange brugere tidligere
14/12 10:28
Det giver god mening, at GN Hearing har sat kløerne i amerikanske Lively, som den danske koncern overtager for 625 mio. kr.
Det vurderer Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank, efter nyheden blev annonceret tirsdag morgen.
- Det er et mindre opkøb, men det giver god mening, siger han til MarketWire.
Lively er en onlineplatform til køb af høreapparater og konsultationer samt rådgivning via audiologer. Der er er tale om et ungt selskab i vækstfasen, som åbner for muligheder i fremtiden, mener senioranalytikeren.
- Den digitale transformation er også noget, som høreapparatselskaberne har fået øjnene op for, og det her opkøb er med til at at forbinde potentielle brugere med GN Hearing, siger han.
Det hænger ikke mindst sammen med udsigten til, at der bliver åbnet op for "over the counter"-salg i USA - også kaldet OTC - der giver mulighed for salg af høreapparater i håndkøb.
- GN er efter min vurdering ved at forberede sig på, hvordan man kan udnytte det her kommende OTC-marked i USA. Uagtet hvor stort det bliver, så kan man godt finde nogle elementer i det her OTC-marked, som kan skabe bro over til det mere audiologprægede høreapparatsmarked, som efter min vurdering stadig vil være fundamentet for hele sektoren fremadrettet, siger Søren Løntoft Hansen.
- Producenterne ser på, hvordan man kan udnytte OTC-markedet til at bringe selskabet i spil tidligt i forløbet i forhold til brugeren. Det handler om at få brugere ind lidt tidligere med udsigten til OTC, lyder det videre.
Han vurderer dog, at Lively havde været interessant for GN, selv hvis der ikke var åbnet op for OTC-salg.
Lively er et vækstselskab og har stadig negativ indtjening, og derfor giver det ikke meget mening at tale om prisen, uddyber Søren Løntoft Hansen.
- Det er et vækstselskab i en meget tidlig alder. Der vil være nogle synergieffekter, som kan retfærdiggøre prisen, siger han.
GN-aktien handles uændret tirsdag formiddag.
.\\˙ MarketWire