DFDS vil samarbejde med rivaler for at mindske halvfyldte lastbiler
14/12 11:55
DFDS vil i bæredygtighedens navn sammenlægge lastbiltransport med konkurrenterne for at gøre op med halvfyldte lastbiler, selv om lysten til samarbejde på tværs af selskaberne i branchen er til at overse.
Det skriver Mobilitywatch.
Hvis selskabernes klimamål skal indfries til tiden, er det dog en nødvendighed at samarbejde, mener Niklas Andersson, der er logistikdirektør i DFDS.
- I logistikbranchen bliver vi nødt til at åbne lidt op. Vi skal stoppe med at se spøgelser. Vi bliver nødt til at samarbejde, ellers kommer vi aldrig til at nå i mål med at blive CO2-neutrale i 2050, som mange selskaber sigter mod - eller endda i 2040, siger han til Mobilitywatch.
- Vi kan ikke køre med halvtomme lastbiler. Det er bare ikke bæredygtigt. Men det er lidt tricky. Det er heller ikke nemt for DFDS at åbne op og fylde varer i en konkurrents lastbil i stedet for vores egen, men det er sådan, tankegangen skal være, fortsætter direktøren.
DFDS har i øjeblikket løbende dialog med flere kolleger og konkurrenter for at høre om interessen i at deles om transporterne. Indtil videre er det stadig begrænset, fortæller Niklas Andersson til Mobilitywatch.
Ikke desto mindre har DFDS etableret nogle partnerskaber med en række virksomheder, som direktøren ikke vil sætte navn på.
Link til originalartikel (for abonnenter): https://mobilitywatch.dk/nyheder/fragt_logistik/article13484318.ece
.\\˙ MarketWire