ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Vestas i fokus på kapitalmarkedsdag

15/12 08:13

Vestas holder onsdag kapitalmarkedsdag, og det kan tage fokus på en dag, der ellers står i makroøkonomiens tegn. Der er nemlig rentemøde i den amerikanske centralbank, og det kan give en afventende stemning fra start på aktiemarkederne, der i forvejen er præget af relativt lav aktivitet frem mod årets afslutning.

Ser man på de udenlandske markeder, lægges der op til forsigtige plusser før aktieåbningen, da futures for det toneangivende tyske DAX-indeks handles til et plus på 0,3 pct., mens de ledende indeks i USA indikeres op med omkring 0,2 pct.

Det kommer oven på en rød tirsdag, hvor det brede S&P 500-indeks tog et fald på 0,8 pct., mens DAX-indekset dykkede 1,1 pct.

Endnu værre gik det i det danske eliteindeks, C25, der dykkede 2,3 pct. til 1869,34.

Blandt de danske selskaber vil der foruden Vestas være fokus på Flügger, der aflægger regnskab.

Derudover vil investorerne se frem mod aftenens afslutning på rentemødet i Federal Reserve, hvor det ventes, at centralbanken vil lægge op til at afslutte sit opkøbsprogram et par måneder tidligere end ventet, hvilket også øger muligheden for tidligere renteforhøjelser.

VESTAS HOLDER KAPITALMARKEDSDAG

Vestas er onsdag i vælten, da den danske vindmølleproducent afholder kapitalmarkedsdag. Det ventes ikke, at der bliver præsenteret nye finansielle målsætninger, men investorer og analytikere kan se frem til at få et godt kig ned i motorrummet hos vindmølleproducenten, som de seneste kvartaler har bokset med stigende inputpriser og højere transportomkostninger.

Det vurderer aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank.

- Jeg tror, det bliver en kapitalmarkedsdag , som i det store hele er blottet for finansielle nyheder, men som i langt højere grad vil være præget af nyheder om, hvad der sker i motorrummet i Vestas, lød det i sidste uge fra Jacob Pedersen til MarketWire.

Det har skortet på annoncerede vindmølleordre fra Vestas i fjerde kvartal, hvor det danske selskab kun har annonceret ordrer for 334 megawatt mod de 3818 megawatt, som blev annonceret i fjerde kvartal 2020.

Tirsdag blev aktien så banket ned under 200 kr. - nærmere bestemt 193,55 kr. - for første gang siden september 2020, da aktien faldt 5,2 pct.

GENMAB PRÆSENTEREDE DATA

Der kan måske også komme lidt opmærksomhed omkring Genmab, efter at selskabet tirsdag aften kom med en forsknings- og udviklingsopdatering samt en gennemgang af data for en række af selskabets medicinkandidater på den amerikanske ASH-konference.

Der blev blandt andet præsenteret data for Epcoritamab.

Aktien faldt tirsdag 4,4 pct. til 2390 kr.

Blandt øvrige nyheder er som nævnt et regnskab fra Flügger, der præsenterer tal for andet kvartal af det forskudte regnskabsår 2021/22, men det også er værd at bemærke, at Ambu-aktien handels ekslusive rettighed til udbytte på 0,29 kr.

Ambu-aktien faldt tirsdag 5,2 pct. til 170,45 kr.

DRIFTSDIREKTØR FOR STORKUNDER FORLADER DANSKE BANK

Hollandske Rob de Ridder, der er driftsdirektør for storkundeafdelingen i Danske Bank, forlader jobbet efter syv år. Det skriver Børsen.

Danske Bank bekræfter overfor Børsen, at Rob de Ridder stopper men har ellers ingen kommentarer.

Afløseren for Rob de Ridder er allerede fundet. Det bliver hollænderen Michel van Drie fra storbanken ABN Amro. Han starter til januar.

Danske Bank-aktien steg tirsdag 0,2 pct. til 110,40 kr.

.\\˙ MarketWire