Danske producentpriser stiger markant i november
15/12 08:26
De danske producentpriser steg i november med 29,1 pct. i forhold til for et år siden mod en stigning måneden før på 22,4 pct., viser tal fra Danmarks Statistik.
Importprisindeks for varer er i samme periode steget med 14,3 pct., hvilket er 0,8 procentpoint større end sidste måned, hvor indekset steg med 13,5 pct.
- For begge indeks er denne måneds årsstigninger de største i indeksenes historie, men det skal ses i sammenhæng med, at indeksene var på et lavt niveau i november 2020, som følge af øgede restriktioner i Danmark i slutningen af 2020 på grund af covid-19. Begge indeks er beregnet siden januar 2005, skriver statistikbanken om tallene.
Palle Sørensen, der er cheføkonom i Nykredit, påpeger, at de ekstraordinært høje stigninger i høj afspejler grad de galoperende energipriser, der efter moderate fald fra toppen i oktober, igen er stigende.
- Dertil kommer de massive udfordringer med materialemangel og skyhøje fragtrater, der også er med til at presse producentpriserne i vejret, skriver han i en kommentar og fortsætter:
- De voldsomme stigninger i producentpriserne skal ses i lyset af den stigende bekymring for den aktuelt høje inflation. I november landede den danske inflation på hele 3,4 pct. - det højeste niveau siden 2008.
Selv om det tager tid, før producentpriserne smitter af på inflationen, så kan det i sidste ende løfte forbrugerpriserne mærkbart, lyder det fra Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.
- Gennemslaget vil dog typisk ske med en vis forsinkelse afhængigt af, om stigningen i virksomhedernes omkostninger bider sig fast. Som tingene ser ud nu, kan det desværre ikke udelukkes, at stigningen i både producent og importpriserne bider sig fast over en længere periode, siger han.
Det er den globale mangel på varer i særligt industrien, der fortsat ligger på et meget højt niveau. Den nuværende eskalering i pandemien på tværs af Europa kan forlænge forstyrrelserne i forsyningskæder og skiftet i forbrugsbrugsmønsteret over mod varer.
- Det betyder desværre også, at der er en tiltagende risiko for, at forbrugerprisinflationen kommer til at accelerere yderligere hen over vinteren. Der gælder særligt vareinflationen og dermed priserne på de varer, vi typisk køber i detailhandlen, siger Tore Stramer.
.\\˙ MarketWire