ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: Vestas går til tops før kapitalmarkedsdag

15/12 09:19

De sidste par dages mismod er for en stund afløst af et lille plus i det danske eliteindeks, der onsdag åbner med en stigning på 0,2 pct. til 1873,24.

Det er tunge selskaber som Mærsk og Novo, der trækker C25-indekset i vejret, med stigninger på henholdsvis 1,1 pct. og 1 pct. til 21.290 kr. og 750 kr., mens Vestas lægger sig helt i spidsen forud for selskabets kapitalmarkedsdag, der skydes i gang kl. 11.

Derudover står dagen ellers i makroøkonomiens tegn. Der er nemlig rentemøde i den amerikanske centralbank. Her ventes det, at centralbanken vil lægge op til at afslutte sit opkøbsprogram et par måneder tidligere end ventet, hvilket også øger muligheden for tidligere renteforhøjelser.

VESTAS HOLDER KAPITALMARKEDSDAG

Vestas er onsdag i vælten, da den danske vindmølleproducent afholder kapitalmarkedsdag. Det ventes ikke, at der bliver præsenteret nye finansielle målsætninger, men investorer og analytikere kan se frem til at få et godt kig ned i motorrummet hos vindmølleproducenten, som de seneste kvartaler har bokset med stigende inputpriser og højere transportomkostninger.

Det vurderer aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank.

- Jeg tror, det bliver en kapitalmarkedsdag , som i det store hele er blottet for finansielle nyheder, men som i langt højere grad vil være præget af nyheder om, hvad der sker i motorrummet i Vestas, lød det i sidste uge fra Jacob Pedersen til MarketWire.

Det har skortet på annoncerede vindmølleordre fra Vestas i fjerde kvartal, hvor det danske selskab kun har annonceret ordrer for 334 megawatt mod de 3818 megawatt, som blev annonceret i fjerde kvartal 2020.

Vestas-aktien åbner med en stigning på 1,7 pct. til 196,85 kr.

GENMAB PRÆSENTEREDE DATA

Der kan måske også komme lidt opmærksomhed omkring Genmab, efter at selskabet tirsdag aften kom med en forsknings- og udviklingsopdatering samt en gennemgang af data for en række af selskabets medicinkandidater på den amerikanske ASH-konference.

Der blev blandt andet præsenteret data for Epcoritamab.

- Resultaterne ser stærke ud, eksperter er positive, og Genmab melder selv, at man muligvis vil søge godkendelse hos FDA i 2022, skriver Lars Hytting, der er chef for aktiehandel hos Artha Kapital, i en kommentar.

Aktien falder dog 0,8 pct. fra start til 2370 kr.

Blandt onsdagens øvrige begivenheder er et regnskab fra Flügger, der præsenterer tal for andet kvartal af det forskudte regnskabsår 2021/22, men det også er værd at bemærke, at Ambu-aktien handels ekslusive rettighed til udbytte på 0,29 kr.

Ambu-aktien stiger 0,8 pct. til 253,70 kr., mens Flügger-aktien ligger uændret i 672 kr.

DRIFTSDIREKTØR FOR STORKUNDER FORLADER DANSKE BANK

Hollandske Rob de Ridder, der er driftsdirektør for storkundeafdelingen i Danske Bank, forlader jobbet efter syv år. Det skriver Børsen.

Danske Bank bekræfter overfor Børsen, at Rob de Ridder stopper men har ellers ingen kommentarer.

Afløseren for Rob de Ridder er allerede fundet. Det bliver hollænderen Michel van Drie fra storbanken ABN Amro. Han starter til januar.

Danske Bank-aktien falder 0,1 pct. til 110,25 kr.

.\\˙ MarketWire