Banker: Kollerup annoncerer højere kontracyklisk kapitalbuffer
15/12 12:54
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har besluttet at følge tirsdagens henstilling fra det Systemiske Risikoråd om, at bankerne skal øge den kontracykliske kapitalbuffer til 2 pct. med virkning fra den 31. december 2022.
Det fremgår af en meddelelse fra ministeriet.
Den aktuelle sats for den kontracykliske kapitalbuffer er 0 pct. Bufferen er et ekstra kapitalkrav til banker og realkreditinstitutter, og formålet med den er, at der skal opbygges kapital i gode tider, som gør bankerne og realkreditinstitutter mere robuste til de dårlige tider.
- Selvom corona ikke helt har sluppet sit tag, går det godt i dansk økonomi. Samtidig er den finansielle sektor kommet fornuftigt igennem coronakrisen. Derfor er vi i regeringen enig med Rådet i, at vi nu skal fortsætte genopbygningen af bufferen. På den måde sørger vi for at opbygge den i de gode tider, så den finansielle sektor er robust, hvis vi igen skulle blive ramt af økonomisk sikkerhed, siger Simon Kollerup.
Meldingen kommer, efter at erhvervsministeren på Finans Danmarks årsmøde den 6. december meddelte, at regeringen agtede at forsætte genopbygningen af bufferen, efter at det i sommer blev besluttet at genaktivere kapitalbufferen til et niveau på 1 pct. med virkning fra 30. september 2022.
Ifølge Det Systemiske Risikoråd havde alle danske institutter allerede ved udgangen af tredje kvartal af 2021 tilstrækkelig kapital til at opfylde en kontracyklisk kapitalbuffer på 2,0 pct.
Risikorådet varslede i øvrigt tirsdag, at det på sit næste møde i marts venter at henstille til en en yderligere forhøjelse af den kontracykliske kapitalbuffer på 0,5 pct.point til 2,5 pct.
.\\˙ MarketWire