ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Flügger/CEO: Fint kvartal trods udfordringer på forsyningskæderne

15/12 15:01

Flügger Group fik for alvor prisstigningerne at føle i andet kvartal af det forskudte regnskabsår 2021/22, hvor malervarekoncernen formåede at øge toplinjen sammenlignet med sidste år. Væksten understøttes af en øget efterspørgsel blandt de professionelle kunder, mens salget til de private er aftaget.

Det siger Sune Schnack, der er administrerende direktør i Flügger Group, til MarketWire.

Heller ikke Flügger går fri fra de altoverskyggende udfordringer med forsyningskæderne, adgangen til råvarer og de dertilhørende prisstigninger, som mange selskaber verden over døjer med.

Det har især sat sig på driftsresultatet, EBIT, i andet kvartal, der endte lavere end i samme periode sidste år trods en pæn vækst på toplinjen.

Meget tyder på, at de høje prisniveauer vil vare ved - i hvert fald i den nærmeste fremtid, siger direktøren til MarketWire.

- Det er svært at se, hvad der kommer til at ske i den nærmeste fremtid, men vi venter for råvaremarkedet, at det vil forholde sig højt. Det er også det, man læser fra mange andre brancher og mange af vores konkurrenter, at mange af de her tendenser og udfordringer i forsyningskæderne vil fortsætte året ud, så det har vi prøvet at tage højde for, siger Sune Schnack og tilføjer, at det også er årsagen til, at Flügger har nedpræciseret sine forventninger til driftsoverskuddet.

Selskabet ser nu et driftsresultat mellem 220 og 250 mio. kr. mod tidligere 220-270 mio. kr.

Udfordringerne med forsyningskæderne og prisstigningerne er noget, der lægger pres på koncernens fleksibilitet og agilitet, forklarer topchefen.

Det er især i september og oktober, at prisstigningerne har ramt Flügger. Her er forventningen, at nogle af råvarerne vil stabilisere sig i et rekordhøjt niveau, mens enkelte andre vil stige en smule yderligere.

De høje omkostninger skal i fremtiden gives videre til kunderne, men det bliver med forsinket virkning som følge af Flüggers kontrakter med sine kunder. Her er selskabet begrænset af, at det "ikke har så mange muligheder for at forhandle om året", forklarer Sune Schnack. Her er især tale om kontrakter med de store byggemarkedskæder og kunder i gør-det-selv-segmentet, hvor der vil være en forsinket videregivelse af omkostningerne.

CORONA-BOOM AFTAGER - STADIG BEDRE END FØR CORONA

Sidste år gav coronapandemien anledning for mange danskere til at istandsætte hjemmet. Nu synes maletrangen at have lagt sig, når der sammenlignes med det rekordhøje niveau fra sidste år, selv om salget til konsumenter stadig er bedre end før corona.

- Vi sammenligner også med et "all time high"-coronaår sidste år, som var fuldstændig fantastisk for Flügger, siger Sune Schnack.

- Kigger vi på vores konsumenter, ligger de stadig højere end niveauet inden corona, så vi synes egentlig stadig, at vi ligger på et tilfredsstillende niveau, men vi kan klart se en normalisering i tendenserne - specielt til private kunder.

Til gengæld er salget til de professionelle kunder stadig stigende med vækst på tværs af markederne. Den tendens ventes at fortsætte året ud, lyder det.

Fra foråret 2022 bliver håndværkerfradraget herhjemme afskaffet. Her er forventningen fra Flügger, at det vil påvirke noget, selv om det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at specificere, hvordan og hvorledes påvirkningerne vil komme til udtryk, og under alle omstændigheder er det ikke noget, som Sune Schnack ser ramme koncernen hårdt.

Flügger har i årets løb købt selskaberne Eskaro og Malgodt.dk, og tiden er nu i højere grad til at se markedsudviklingen an, lyder det.

- Jeg synes umiddelbart, at det er nogle rigtig høje multipler, man ser i markedet lige nu, og specielt qua de her udfordringer vi har i forsyningskæden, så trækker vi lige vejret og ser den kommende tid an.

- Men vi har jo også en strategi, som også har et ben, der kører på både organisk og uorganisk vækst, så vi er selvfølgelig i markedet og har et øje på nogle af de muligheder, som måske - måske ikke - må vise sig at være relevante, forsikrer Sune Schnack.

.\\˙ MarketWire