Asien: Positive vinde fra Wall Street puster Asien op - NY
16/12 06:50
De asiatiske aktieinvestorer følger kollegerne på Wall Street torsdag efter den amerikanske centralbanks melding om et stop for obligationsopkøb i marts for at gøre plads til tre renteforhøjelser næste år for at tackle den rødglødende inflation.
Meldingen fra renteudvalget - Federal Open Market Committee (FOMC) - og kommentarer fra centralbankchef Jerome Powell sendte de amerikanske aktieindeks mod nye højder.
- FOMC leverede et høgeagtig skridt til jul, men markederne har tilsyneladende taget skridtet allerede, da tre stigninger var tæt på at være indregnet inden mødet. Powell mente ikke, at Fed er bag ved kurven i kampen mod inflation. Risikostemningen er fortsat positiv, skriver cheføkonom Tapas Strickland fra National Australia Bank i et notat ifølge Reuters.
MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavsområdet uden for Japan stiger 0,3 pct.
Sideløbende indikerer futures for de store amerikanske aktieindeks stigninger på 0,1-0,2 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.
I Tokyo er investorerne massivt positive.
- Japanske aktier bliver drevet op af den skarpe stigning i de amerikanske aktier, i takt med at en følelse af lettelse spreder sig efter det amerikanske centralbankmøde, siger seniorstrateg Yoshihiro Ito fra Okasan Online Securities i Tokyo til AFP.
Nikkei 225-indekset øger 1,9 pct., og det brede Topix-indeks stiger 1,3 pct.
På de kinesiske markeder er investorerne lidt mere splittede. Shanghai Composite ligger med et plus på 0,4 pct., mens CSI 300 er uændret, og børsen i Hongkong dropper 0,6 pct. målt på Hang Seng-indekset.
På de øvrige børser ligger Taiwans Taiex-indeks med et plus på 0,7 pct., Kospi-indekset i Seoul øger 0,3 pct., og Singapores Strait Times-indeks stiger 0,2 pct.
Australiens ASX-indeks sluttede torsdagen med et tab på 0,4 pct.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | +1,9 |
Topix | +1,3 |
Hongkongs Hang Seng | -0,6 |
China Shanghai Composite | +0,4 |
China CSI 300 | 0,0 |
Taiwan Taiex | +0,7 |
Sydkoreas Kospi | +0,3 |
Indiens BSE Sensex | +0,4 |
Singapores STI | +0,2 |
Sydney ASX 200 | -0,4 |
Indeksværdi klokken 6.15.
.\\˙ MarketWire