Tivoli reagerer på anbefalinger: Lukker ned for i år
17/12 15:08
Tivoli i København lukker ned midlertidigt, efter at myndighederne er kommet med nye anbefalinger for at dæmpe smittespredningen med covid-19 i samfundet.
- Vi følger myndighedernes anbefalinger og lukker ned for Tivoli. Vi er naturligvis kede af, at vi ikke kan gøre årets julesæson færdig og dermed må skuffe en masse gæster, som havde planlagt et besøg. Men nu er det sådan, det er, siger Susanne Mørch Koch, der er administrerende direktør hos Tivoli.
- Vi har hele tiden taget en dag ad gangen, og nu slutter det altså her. Vi har trods covid-19-restriktioner haft et godt år i Tivoli med mange glade og trygge gæster. Jeg er så stolt af den indsats, som kollegaerne har gjort herinde i en svær tid, fortsætter hun.
Beslutningen betyder, at Tivoli nu lukker ned for julesæsonen. Nu vil Tivoli i stedet gå i gang med en masse arbejder i forlystelseshaven, der skal gøre, at Tivoli er klar til at åbne til påske, fortæller direktøren.
Hvad nedlukningen får af betydning for Tivolis økonomi er for tidligt at spå om.
- Det har vi simpelthen ikke kunne nå at få at overblik over. Covid-19 trækker tænder ud på det økonomiske plan samt trækker store veksler på vores ansatte. Men det er klart, at selv om der er forskellige kompensationspakker, så havde vi hellere været covid-19 foruden, så vi havde kunne have holdt åbent for fuld styrke frem til den 2. januar, som det var planen, siger Susanne Mørch Koch.
.\\˙ MarketWire