GN Audio er en 152 år gammel gazellevirksomhed
17/12 16:15
I 2019 blev GN Group 150 år gammel, og i 2021 kan selskabets headset-division, GN Audio, glæde sig over at være blevet kåret til såkaldt gazellevirksomhed.
At være gazellevirksomhed er GN Audio langt fra ene om. Det er også 1957 andre selskaber i 2021.
Men headset-selskabet er alligevel lidt en særlig deltager i kategorien, fordi selskabet - hvis man tager egne finansielle forventninger som udgangspunkt - ventes at omsætte for godt 10 mia. kr. i 2021.
Kravet for at blive gazellevirksomhed er kontinuerlig positiv vækst over fire år og en samlet vækst i perioden på mindst 100 pct.
I 2017 omsatte GN Audio for 3,97 mia. kr.
- Vi er ikke en klassisk gazelleprofil, så det gør os stolte at få den anerkendelse. Den er vi glade for at kunne tage med til vores medarbejdere, der har knoklet for at nå hertil, siger Peter la Cour Gormsen, der er finansdirektør hos GN Group, til MarketWire.
- Mange vil sige, at den her vækst kom med corona, hvor ekstra hjemmearbejde løftede væksten gevaldigt, men man skal huske, at vi allerede før det voksede med over 25 pct. Man skal huske - i en virksomhed som den her, hvor det bare drøner derudaf - lige at stoppe op en gang i mellem og anerkende, at det faktisk er gået rigtig godt, fortsætter han.
VIL STADIG VOKSE MERE END MARKEDET FREMOVER
Og selv om basen efterhånden er blevet stor, er det fortsat GN Audios forventninger at levere tocifret vækst over de kommende år også.
Markedet for headsets og kommunikationsudstyr til det professionelle segment, som er GN Audios største forretningsområde, vokser helt af sig selv med omtrent 10 pct. om året, lyder vurderingen fra det danske selskab.
Og selv om der lige nu er udfordringer med forsyningskæder og knaphed på mikrochips, som også påvirker GN Audio, venter selskabet stadig at overgå markedsvæksten - også næste år.
- Hvis markedet bliver ved med at vokse 10 pct., forventer vi at vokse lidt mere, siger Peter la Cour Gormsen.
- Hvis vi kigger på markedet, vores produkter, og hvor lidt markedet er penetreret, ser vi ingen grund til ikke at kunne blive ved med at vokse mere end markedet, fortsætter han.
.\\˙ MarketWire