Fredagens aktier: GN og Unibrew dæmpde C25-nedtur anført af Ambu
17/12 17:14
En negativ stemning prægede fredag det danske aktiemarked, hvor det i C25 gik hårdest ud over aktier som Ambu, Rockwool og Danske Bank, mens GN og Unibrew klarede frisag og steg pænt.
Markedet var fra dagens begyndelse tynget af fald i USA torsdag, da investorerne fordøjede ugens rentemeldinger fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og også Den Europæisk Centralbank.
Særligt de de dyre aktier i USA - teknologiaktierne - blev her ramt, og den tendens gjorde sig fredag også gældende på det danske aktiemarked.
- Vi så i går store fald på teknologiaktierne. Det er den dyreste del af aktiemarkedet, der kommer til at falde mest på det. Det ser vi også herhjemme. Nogle af de aktier, som er blandt de dyre, er med til at trække ned, siger Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank, til MarketWire.
Det danske eliteindeks satte sig med et fald på 1,0 pct. til 1902,51 lidt mere end de øvrige markeder i Europa. Forklaringen på det er ifølge Jacob Pedersen, at de danske aktier er væsentligt dyrere end i Europa.
- Når det er rentenervøsitet og pengepolitiske stramninger, vi taler om, går det hurtigere ud over de danske aktier, siger han.
Den amerikanske centralbank meddelte onsdag, at centralbanken venter at løfte styringsrenten tre gange i 2022. Det gav på dagen anledning til stigninger på aktiemarkedet, inden virkeligheden indtraf torsdag.
Blandt de 25 aktier i C25 formåede otte dog at lukke i plus herhjemme fredag, mens Maersk Drilling blev sendt lidt op af den opjustering, som selskabet offentliggjorde efter børslukketid torsdag.
GN Store Nord endte i toppen af C25 med et plus på 2,8 pct. til 400,20 kr. efterfulgt af Royal Unibrew, som uden selskabsspecifikke nyheder, steg 2,2 pct. til 730,60 kr.
I bunden af eliteindekset endte Ambu med et fald på 4,2 pct. til 162,50 kr. Aktien har den seneste tid været kendetegnet ved store udsving på daglig basis - og retningen har mest været nedad. I år er den faldet hele 38 pct.
Rockwool faldt desuden 3,4 pct. til 2775 kr. og Danske Bank 3,3 pct. til 108,30 kr.
SÆNKEDE KURSMÅL TRAK VESTAS NED
Med i bunden var også Vestas med et fald på 2,0 pct. til 194,20 kr., efter at vindmølleaktien fik skåret kursmål hos både ABG Sundal Collier og SEB. Førstnævnte har sænket kursmålet for selskabets aktie til 205 kr. fra 220 kr., mens SEB har sat sit kursmål ned til 210 kr. fra 235 kr. Begge børshuse fastholder anbefalingen "hold".
Også Novo Nordisk kom under lup hos finanshuset Barclays, der løftede kursmålet for aktien til 790 kr. fra tidligere 750 kr. Aktien endte 0,7 pct. lavere i 764,90 kr. i fredagens røde marked.
Chr. Hansen fik løftet kursmålet af Goldman Sachs til 640 kr. fra 610 kr., mens anbefalingen "neutral" blev fastholdt.
Fredag steg aktien 0,4 pct. til 508,40 kr.
TIVOLI LUKKER FOR I ÅR
Tivoli i København lukkede fredag midlertidigt ned, efter at myndighederne er kommet med nye anbefalinger for at dæmpe smittespredningen med covid-19 i samfundet.
- Vi følger myndighedernes anbefalinger og lukker ned for Tivoli . Vi er naturligvis kede af, at vi ikke kan gøre årets julesæson færdig og dermed må skuffe en masse gæster, som havde planlagt et besøg. Men nu er det sådan, det er, siger Susanne Mørch Koch, der er administrerende direktør hos Tivoli.
Aktien i Tivoli lukkede 0,5 pct. lavere i 822 kr.
Jyske Bank har købt aktier i Sparekassen Sjælland-Fyn og ejer nu 5,07 pct. af aktiekapitalen, fremgik det fredag af en storaktionærmeddelelse. Planen er fortsat at fortsætte som selvstændig bank, kunne Lars Petersson, der er administrerende direktør i Sparekassen Sjælland-Fyn, fortælle Finanswatch.
Aktien i Sparekassen Sjælland-Fyn steg 3,0 pct. til 153,50 kr.
OPJUSTERING PÅ EN KVART MILLIARD
Maersk Drilling opjusterede torsdag forventningerne til driftsresultatet før af- og nedskrivninger, EBITDA, før særlige poster til omkring 350 mio. dollar mod tidligere 290-330 mio. dollar - svarende til en opjustering på 40 mio. dollar eller over 260 mio. kr.
Aktien steg 0,4 pct. til 239,20 kr.
Uden for C25-indekset var der også nyt fra industrigrossisten Brd. Klee, der fredag formiddag fremlagde årsregnskab for 2020/21.
Her gik koncernen på trods af nedlukninger og prisstigninger på råvarer og fragt frem på toplinjen såvel som bundlinjen.
For det kommende regnskabsår venter Brd. Klee et resultat før skat i niveauet 15-20 mio. kr. mod et indfriet resultat før skat på 20,4 mio. kr. i 2020/21.
Aktien lukkede i 3700 kr.
.\\˙ MarketWire