Vestas/Sydbank: Rigtigt skidt hvis stor plan i USA ryger i svinget
20/12 10:20
Danske Vestas og de andre børsnoterede vindmølleaktier er under hårdt pres fra ugens start, efter at der i USA er kommet større usikkerhed om, hvorvidt præsident Joe Biden kan sikre sig flertal til sin gigantisk investeringsplan, der blandt andet rummer gunstige vilkår for opsætning af vindprojekter de næste 10 år frem.
Biden har brug for opbakning fra alle demokratiske senatorer for planen for at sikre sig tilstrækkeligt med stemmer i Senatet, men nu har den demokratiske senator i West Virginia, Joe Manchin, i weekenden erklæret sin modstand.
MEGET NERVØSE INVESTORER
- Det er den her Build Back Better-plan, som der nu er en vis risiko for kuldsejler nu, og det er jo den plan, som indeholder forlængelse af skatterabatten, PTC, så der er i og for sig ikke noget at sige til, at investorerne er groft nervøse, siger aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank til MarketWire.
Herhjemme ligger aktien i Vestas ved 10-tiden 5,6 pct. lavere i 183,30, efter at aktien kort efter åbningen var helt nede at runde 170,10 kr. Energiselskabet Ørsted, som også udvikler landmølleprojekter i USA - men dog primært investerer i havvindenergi - falder desuden 2,9 pct. til 806 kr. På børsen i Madrid falder Siemens Gamesa endvidere 3,4 pct., og i Frankfurt dykker Nordex med 4,4 pct.
- Omikron er også med til at trække masser af risikolyst ud af markedet i øjeblikket, særligt her i Europa, hvor vi ser de her massive nedlukninger nu. Men når det går ekstra hårdt ud over vindmølleaktierne, så handler det om den her plan og risikoen for, at vi ikke får gennemført en 10-årig forlængelse af PTC- ordningen, siger Jacob Pedersen.
Det var tilmed planen, at PTC-ordningen skulle tilbage på fuld takst - på 100 pct. som den tidligere har været på - før en nedtrapning over nogle år nu til 60 pct. af det oprindelige fradragsbeløb. Herhjemme vil det i særdeleshed ramme Vestas - og i mindre grad Ørsted, hvis primære fokus er på havparker.
- Der er egentligt et rigtigt stærkt fundament og gode planer lagt allerede i forhold til udbygningen af havvind i USA, men på landvindsiden har vi en 60 pct. PTC nu, som snart udløber, og der kan man sige, at alle i markedet afventer, at vi kommer tilbage på 100 pct., og at vi så får en lang forlængelse for ligesom at sætte mere vedvarende skub i det marked, siger Jacob Pedersen.
LIGNEDE EN FORMSSAG
Flere har på det seneste betragtet vedtagelsen af Bidens Build Back Better-plan mere eller mindre som en formssag, selv om det er svært at spå om amerikansk politik.
- Det er i hvert fald sådan, det har set ud, og det er også den forventning, der har været. Det har været meget svært at sige, om det var en formssag, der skulle tage en måned, eller en formssag, der skulle tage en 3-4 måneder, men det her ligner mere sådan en potentiel stopklods, end vi har set før, siger Jacob Pedersen.
Han nærer dog en forhåbning om, at der under alle omstændigheder kommer en eller anden form for understøtning af den grønne omstilling.
- Det er politik, og det er urimeligt svært at spå om, men Bidens grønne agenda er så massiv, at det nok er realistisk, at man finder en anden måde at få de rigtige rammer på plads i forhold til den bæredygtige omstilling, hvis det er sådan, at den store plan møder et fuldt stop. Men det er noget, der godt kan tage tid, siger Jacob Pedersen.
.\\˙ MarketWire