Valuta: Pund under pres efter frygt for nedlukninger
20/12 13:08
Valutahandlerne søger mandag igen mod sikker havn, efter at den stigende smitte med Omikron-varianten har fået flere lande til at overveje yderligere restriktioner og nedlukninger.
Med den forgangne uges centralbankmøder overstået, ser markedsdeltagerne nu igen mod smittetallene, og her ser det ikke just lovende ud.
I Holland er der blevet annonceret fuld nedlukning indtil 14. januar, og i Italien rapporterer flere aviser om, at der kan være yderligere restriktioner på vej, mens også Tyskland overvejer at stramme reglerne for indrejse.
- Investorernes risikoopfattelse er i løbet af weekenden blevet undermineret af yderligere beviser på den nye Omikron-variants forstyrrende indvirkning, skriver Lee Hardman, der er valutastrateg hos MUFG, i et notet ifølge Reuters.
- Den strengere nedlukning i Holland øger frygten for, at lignende tiltag vil blive implementeret i andre europæiske lande i de kommende uger, skriver han videre.
I Storbritannien har sundhedsminister Sajid Javid søndag ikke udelukket skærpede tiltag, og det sætter pundet under pres over for dollar. Den amerikanske valuta styrkes omvendt, da den er blandt de valutaer, der anses som værende sikker havn i tumultariske tider.
Mandag ved middagstid koster et pund 1,3204 dollar mod 1,3237 dollar fredag eftermiddag.
Dollar ligger mandag også styrket over for euro, om end den fælleseuropæiske valuta har taget lidt tilbage i løbet af formiddagen.
Euro koster mandag ved middagstid 1,1272 dollar mod 1,1276 dolllar fredag eftermiddag. Mandag morgen kostede euro 1,1250 dollar.
.\\˙ MarketWire