Valuta: Julestilhed breder sig - men ikke i Tyrkiet
21/12 06:32
Valutamarkedet er så godt som gået i stå tirsdag morgen, hvor investorerne i lighed med kollegerne i resten af verden mentalt er halvvejs på juleferie, mens Omikron og politiske kalamiteter i såvel Washington og London hober sig op.
Dollarindekset, der måler dollar mod den fælleseuropæiske euro, den japanske yen, det britiske pund, den canadiske dollar, schweizerfranc og den svenske krone, ligger tirsdag morgen i 96,48 mod 96,43 mandag eftermiddag.
Dollar nærmede sig kortvarigt et 16-måneders toppunkt i sidste uge, efter at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, åbnede døren til op til tre renteforhøjelser i 2022, men faldt tilbage mandag, efter at den amerikanske senator Joe Manchin, der sidder med nøglen til præsident Joe Bidens håb om at gennemføre den knap 2000 mia. dollar store indenlandske investeringplan- kendt som Build Back Better - søndag meddelte, at han ikke vil støtte pakken.
- Dollar faldt tilbage på sammenbruddet af Build Back Better. Mindre stimulus, svagere vækst og faldende renter i den korte ende var nok til at presse dollar lidt ned, siger analytiker Kyle Rodda fra IG markets i Sydney ifølge Reuters.
Pund sterling vånder sig under udtalelser fra Storbritanniens problemramte premierminister Boris Johnson, om der i endnu en U-vending om nødvendig må ty til at stramme coronavirus-restriktionerne for at bremse spredningen af Omikron-varianten.
Netop det stærkt svulmende antal Omikron-infektioner i Europa og USA med en fordobling af tilfældende hver anden til tredje dag, forårsagede mandag et kraftigt udsalg i aktiemarkedet.
Euro koster tirsdag morgen 1,1285 dollar mod 1,1290 dollar mandag eftermiddag, mens pund koster 1,3210 dollar tirsdag morgen mod 1,3220 dollar mandag eftermiddag.
Dollar ligger samtidig i 113,65 yen mod 113,45 yen mandag.
TYRKISKE LIRA PÅ STEROIDER
I den mere kuriøse ende af valutamarkedet styrkes tyrkiske lira omkring 25 pct., efter at præsident Tayyip Erdogan mandag aften bøjede sig for de økonomiske realiteter og lancerede, hvad der fra analytikerside betegnes som en massiv "indirekte renteforhøjelse".
Liraen har ellers ligget under for præsident Erdogans fornægtelse af de finansielle markedsbetingelser og i stedet citeret islamiske læresætninger for at retfærdiggøre ikke at hæve renten trods en stadig stigende inflation på mere end 20 pct., der har sendt den tyrkiske valuta ud i et historisk styrtdyk.
- De klager over, at vi bliver ved med at sænke renten. Som muslim vil jeg fortsætte med at gøre, hvad vores religion fortæller os. Dette er ordren, lød det fra Tayyip Erdogan forleden under henvisning til islamisk lære, der forbyder muslimer at modtage eller opkræve renter.
Men med en fordækt renteforhøjelse har præsident Erdogan nu måtte bide i det sure æble.
Dollar koster tirsdag morgen 13,52 lira mod 18,10 lira mandag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire