Obligationer/tendens: Fald i forbrugertilliden kan sende renten ned
21/12 07:06
Det tegner til endnu en rolig start på det danske obligationsmarked, der - trods blodrøde aktiemarkeder - mandag holdt sig fuldstændig i ro. Den tiårige rente lukkede uændret i minus 0,12 pct.
Der kommer dog i løbet af tirsdag en række nøgletal, der kan skabe lidt bølgegang. Vigtigst er eftermiddagens tal for den europæiske forbrugertillid. Her ventes der tilbagegang, men er faldet større end ventet, kan det sende renten ned.
Der var mandag lidt mere gang i den tiårige amerikanske rente, der steg med 2 basispoint trods faldende aktiemarkeder.
Tirsdag morgen øges renten til 1,43 pct. på T-bondmarkedet i Tokyo, og det er 5 basispoint mere end ved dansk lukketid mandag.
Der er tirsdag en række nøgletal fra ind- og udland. Morgenen starter med tal for det danske detailsalg og forbrugertilliden i henholdsvis november og december.
Dagens vigtigste tal er dog opgørelsen over forbrugertilliden i eurozonen, der lander kl. 16. Her ventes der et indeks på minus 8,3 ifølge estimater indsamlet af Bloomberg mod minus 6,8 måneden forinden.
- Vi vurderer, at den aftagende forbrugertillid skyldes den høje inflation, der trækker købekraft ud hos forbrugerne. Derudover blev restriktionerne i flere europæiske lande strammet i november. Det vil formentlig trække humøret blandt forbrugerne yderligere ned i december, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er makroanalytiker hos Sydbank, i en kommentar.
Han regner dog med, at modgangen bliver kortvarig, og derfor venter han ikke noget voldsomt fald i december. Skulle faldet vise sig større end ventet, kan det sende renten ned, vurderer Mathias Dollerup Sproegel.
Derudover kommer der tirsdag også en opgørelse over Den Europæiske Centralbanks opkøb under pandemiopkøbsprogrammet, PEPP.
.\\˙ MarketWire