Aktier/tendens: Muligt comeback efter rød mandag
21/12 08:18
Tilbudsjægere er ikke kun noget, der hører butikkernes januarudsalg til. Tirsdag kan de også komme i spil på aktiemarkederne oven på en blodrød mandag i Omikron-variantens tegn.
Her stod Novo Nordisk forrest i køen til en omgang øretæver, der også ramte det øvrige C25-indeks og de udenlandske markeder.
C25-indekset lukkede mandag med et fald på 1,9 pct. i 1865,54.
Tirsdag morgen er der dog tegn på, at markedsdeltagerne ser sig om efter en god handel, og det sender futures for det toneangivende tyske DAX-indeks op med 1,2 pct. forud for åbningen, mens de amerikanske indeks indikeres op med 0,8-1,2 pct.
Også de asiatiske markeder stiger solidt tirsdag morgen.
Blandt enkeltaktierne er der nye kursmål og anbefalinger at tage bestik af, da ISS har fået løftet sin anbefaling af SHB, mens GN har fået skåret i sit kursmål hos Bernstein.
Blandt sidepapirerne er der årsregnskaber fra Per Aarsleff Holding og Roblon.
ISS LØFTET TIL KØB
Der er analytikernyt til ISS, efter at svenske Handelsbanken har løftet sin anbefaling af aktien til "køb" fra "hold", mens kursmålet på 145 kr. bliver fastholdt.
Det skriver Bloomberg News.
ISS-aktien faldt mandag 1 pct. til 114,60 kr.
Der er mere nyt fra analytikerne, da GN har fået sænket sit kursmål hos Bernstein til 440 kr. fra 475 kr. Anbefalingen af aktien fastholdes på "market perform", fremgår det.
GN-aktien drattede mandag 4,2 pct. til 383,30 kr.
NOVO SÆNKET EFTER RUNDBARBERING
Derudover har Novo fået sænket sit kursmål hos endnu et finanshus. Handelsbanken har sænket målet for aktien til 765 kr. fra 805 kr. - dog fortsat med en købsanbefaling. Og Jyske Bank sænker sit kursmål til 720 kr. fra 780 kr.
Novo-aktien styrtdykkede mandag med 11,7 pct. til 675,20 kr. og fik dermed barberet mere end 200 mia. kr. af sin markedsværdi.
Det skete, efter at det danske medicinalselskab fredag kunne fortælle, at en prop i leveringerne af fedmemidlet Wegovy rammer vækstudsigterne.
Det er en leverandør, der fylder sprøjter for Novo, som midlertidigt har stoppet leveringerne og fremstillingen på grund af problemer med "god fremstillingspraksis."
Derfor venter Novo ikke at kunne efterkomme efterspørgslen i USA i første halvår næste år.
Ifølge Nordnets investeringsøkonom Per Hansen tror de langsigtede investorer dog fortsat på aktien.
- Investorerne i Novo Nordisk sidder med andre ord mere roligt i investeringsbåden og forbliver langsigtede investorer. Selv korrigeret for at Novo Nordisk har en meget stor enkeltaktionær, er der tale om en forholdsvis mindre relativ omsætning, skriver Per Hansen.
DRILLING FREMLÆGGER YDERLIGERE TAL
Maersk Drilling har forud for den forestående fusion med Noble Corporation fremlagt ikke-reviderede regnskabstal for de ni første måneder af 2021.
I opgørelsen fremgår tal, der ikke var en del af borerigkoncernens børsmeddelelse den 10. november, hvor der blev fremlagt en handelsopdatering for tredje kvartal, hvoraf tal for omsætningen, udnyttelsesgraden og dagsraten blandt andet fremgik.
Dagens opgørelse supplerer op med blandt andet nettoresultatet, som for årets første ni måneder viser et overskud på 60 mio. dollar, mens Maersk Drilling i de samme måneder 2020 havde et underskud efter skat på 1598 mio. dollar.
Aktien faldt mandag 2,2 pct. til 234 kr.
AARSLEFF I FREMGANG - ØGER UDBYTTE
Per Aarsleff Holding har tirsdag morgen præsenteret tal for det forskudte regnskabsår 2020/21. Det bød på pæn fremgang på alle poster.
Samtidig løftes sløret for forventningerne til det kommende regnskabsår, hvor selskabet venter et driftsresultat på 700 mio. kr. Til sammenligning realiserede Aarsleff et driftsresultatet i 2020/21 på 648,3 mio. kr.
Der ventes en omsætning på 16 mia. kr. mod realiserede 14,7 i netop overståede regnskabsår.
Derudover indstiller selskabet en udbyttebetaling på 8 kr. per aktie mod 6,50 kr. året forinden.
Aktien faldt mandag 1,6 pct. til 272,50 kr.
.\\˙ MarketWire