Danmark/AL: Lunken forbrugertillid men grund til optimisme
21/12 08:28
Der er grund til at bevare noget optimisme på trods af stigende energipriser, øgede smittetal og restriktioner, bemærker Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, efter at der er kommet tal for forbrugertilliden i Danmark.
Forbrugertilliden faldt i december en anelse til minus 2,1 fra minus 2,0 i november.
Selv om forbrugertilliden går i den gale retning, er der sket en opbremsning i faldet.
- Humøret hos danskerne kan i øjeblikket bedst beskrives som lunkent. De seneste par måneders mærkbare fald bremser dog op i december. De øgede smittetal, restriktioner og stigende energipriser sender derfor ikke danskernes humør yderligere ned i gear, skriver Brian Friis Helmer.
- Det er i den grad positivt, at humøret ikke fortsætter med at dale, fortsætter han.
Det er især synet på den danske økonomi, der tynger forbrugertilliden i december, mens danskernes syn på egen privatøkonomi trækker i anden retning. Netop synet på egen privatøkonomi har holdt tilliden oppe under krisen, bemærker privatøkonomen.
Den seneste tid har dog fremhævet, at pandemien endnu ikke er overstået. Til gengæld er der grund til at være optimistisk, hvad økonomien angår.
- Dansk økonomi fremstår bundsolid, beskæftigelsen er rekordhøj, og danskerne er i den grad velpolstrede, hvor forbrugslysten også stadig virker ganske intakt. Og netop privatforbruger bærer på en nøglerolle på økonomiens vej ud af krisen, og forventer da også, at privatforbruger fortsat vil komme til at ligge på et højt niveau, lyder det.
.\\˙ MarketWire