ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Mærsk tæt på at købe LF Logistics for omkring 3 mia. dollar - NY

22/12 06:56

A.P. Møller-Mærsk er i fremskredne forhandlinger om at erhverve det Hongkong-baserede LF Logistics for omkring 3 mia. dollar. Det skriver flere medier, som citerer kilder tæt på forhandlingerne, onsdag morgen.

En bekræftelse kan ifølge Wall Street Journal komme allerede onsdag, forudsat at forhandlingerne forløber positivt.

Et opkøb af LF Logistics, der er en del af Hongkongs supply-chain manager Li & Fung, vil give Mærsk kontrol over et netværk af 223 distributionscentre på tværs af Asien og flere end 250 kunder globalt, ifølge LF's hjemmeside. LF leverer også speditionstjenester til detailhandlere og producenter.

Det er mindre end seks måneder siden, at Mærsk købte to e-handels-logistikvirksomheder i henholdsvis USA og i Europa for næsten 1 mia. dollar, men Mærsk har signaleret appetit på større opkøb, ikke mindst efter selskabets stærke indtjeningsvækst. Mærsk har lige nu kurs mod et overskud for året på den gode side af 100 mia. kr. efter skat.

STORT SLAG OM LOGISTIK

Shippingindustrien og ikke mindst Mærsk er i disse år i gang med en stor omstilling, hvor de største selskaber kæmper om at få mere kontrol over aktiviteterne på land. Hos Mærsk begyndte udviklingen udadtil tilbage i 2016, da en strategi om at stå for større dele af forsyningskæden selv blev lanceret sideløbende med en beslutning om at frasælge olieaktiviteterne.

Også hos Mærsk konkurrenter har flere bevæget sig ind i logistik. Senest har den schweizisk-italienske konkurrent MSC tirsdag budt på Bolloré Africa Logistics, som også Mærsk tidligere har været rygtet interesseret i. Den franske konkurrent CMA CGM har også taget skridt ind på land med købet af Ceva Logistics tilbage i 2019, og tidligere i denne måned blev endnu et logistikopkøb, CLS, føjet til forretningen.

I den seneste tid har rygterne især svirret om det tyske logistikselskab DB Schenker, der nærmer sig et muligt frasalg. Det er blevet beskrevet som en lækkerbisken at overtage for både DSV og A.P.Møller-Mærsk.

.\\˙ MarketWire