Obligationer/tendens: Udsigt til lille rentefald efter optur
22/12 07:15
Reduceret frygt for Omikron-variantens konsekvenser for økonomien var tirsdag med til at løfte risikoappetitten og renterne, der onsdag ventes at trille lidt ned igen.
Den tiårige danske statsobligationsrente steg tirsdag med 7 basispoint til minus 0,05 pct.
I USA steg renten for den toneangivende tiårige T-bond med 5 basispoint til 1,47 pct. Onsdag morgen falder renten til 1,46 pct., hvilket er 2 basispoint mindre end ved dansk lukketid tirsdag.
Markedsdeltagerne kigger frem mod en forholdsvis stille dag fra makroscenen, hvor den amerikanske forbrugertillid fra Conference Board ventes at få størst opmærksomhed.
I opgørelsen for december venter økonomer adspurgt af Bloomberg News en stigning til 111,0 fra 109,5 og hos Sydbank venter makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel en stigning til 110,5.
- Vi venter en lille stigning som følge af fremgangen på arbejdsmarkedet. Et overraskende fald i forbrugertilliden kan presse renterne ned, vurderer Sydbanks makroanalytiker.
Der er to forbrugertillidsmålinger i USA, pointerer makroanalytikeren, der udover målingen fra Conference Board peger på målingen fra Michigan University.
De to målinger har de seneste måneder vist en uensartet udvikling, hvor målingen fra Michigan University ifølge makroanalytikerne er ramt af, at der spørges der, om det lige nu er et godt tidspunkt at købe varige forbrugsgoder.
- Undersøgelsen fra Conference Board lægger derimod større vægt på udviklingen på arbejdsmarkedet. Her har Initial Jobless Claims i de seneste uger indikeret, at fremgangen på arbejdsmarkedet fortsætter, skriver Mathias Dollerup Sproegel.
Onsdag eftermiddag byder også på amerikanske tal for salget af eksisterende boliger samt den tredje opgørelse over den amerikanske BNP-vækst.
.\\˙ MarketWire