Obligationer/tendens: Så godt som uændret rente i vente
23/12 06:59
Der er lagt op til uændrede eller måske lidt lavere renter fra åbningen af det danske obligationsmarked lillejuleaftens-dag, torsdag.
Onsdag efter dansk lukketid fortsatte de amerikanske renter med at svinge oven på de positive data for den amerikanske forbrugertillid.
- Vi forventer, at det danske obligationsmarked vil åbne med stort set uændrede renter, skriver makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank i et notat torsdag morgen.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt onsdag med 1 basispoint til 1,46 pct. efter en stigning på samlet 7 basispoint over ugens første to handelsdage.
Torsdag morgen handles den tiårige amerikanske T-bond med en rente på godt 1,45 pct. på markedet i Tokyo.
Det er knap 1 basispoint under niveauet, da de danske handlere gik hjem onsdag.
Onsdag lukkede renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation i minus 0,04 pct. - 1 basispoint over slutniveauet tirsdag.
REVIDEREDE DANSKE VÆKSTTAL
Der er et par interessante nøgletal i dagens løb.
Fra det hjemlige scene komme de reviderede tal for bruttonationalproduktet for tredje kvartal inden markedets åbning, mens der fra USA senere på dagen kommer personlig indkomst, nytilmeldte ledige, PCE-kerneprisdeflator, ordreindgang af varige goder samt Michigan-tillidsindeks og salg af nye boliger.
Især de ugentlige tal for nye arbejdsløshedsansøgninger samt PCE-kerneprisdeflatoren, der er den amerikanske centralbanks primære inflationsindikator, vil tiltrække sig opmærksomhed.
Generelt venter markederne dog at ligge under for julestilhed, der giver sig udtryk i lav handelsvolumen.
.\\˙ MarketWire