Valuta: Markeds-koma har indfundet sig op til årsopgørelsen
27/12 06:32
Der er intet nyt fra valutafronten mandag morgen, hvor markedet er gået i den traditionelle komaagtige tilstand de sidste par dage inden nytårsskiftet.
Det betyder endog særdeles små og tilnærmelsesvis ikke eksisterende bevægelser, samt en ultra tynd volumen på et absolut minimumsniveau.
Markedet har som et af de få finansielle markeder været åbent gennem juledagene, men langt de fleste markedsdeltagere er taget på ferie, og ingen er interesseret i at tage nogen som helst form for risici inden årsopgørelsen skal bogføres.
Dollarindekset, der måler dollar mod euro, japanske yen, pund sterling, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger mandag morgen i 96,10 mod 96,13 fredag eftermiddag og 96,06 inden juleferien satte ind i Danmark.
Året har budt på en generel styrkelse af dollar i takt med at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, først neddroslede og siden accelererede reduktionen i de pengepolitiske lempelser, som blev indført i takt med at corona-pandemien spredte sig i 2020.
Senest er Federal Reserves pengepolitiske udvalg - Federal Open Market Committee - rykket tættere på direkte renteforhøjelser, der estimeres til at starte i marts eller april 2022 og siden blive efterfulgt af en eller to yderligerer forhøjelser i anden halvdel af næste år.
Udsigten til stramninger og den - trods corona-pandemien - til stadighed buldrende amerikanske økonomi har styrket dollar knap 7 pct. gennem året, på baggrund af at der fortsat er lange udsigter til at store centralbanker som Den Europiske Centralbank, og i særdeleshed Bank of Japan vil følge Federal Reserve og stramme pengepolitikken.
For den fælleseuropæiske valutas vedkommende har 2021 budt på en svækkelse over for dollar på 7,6 pct., mens japanske yen er svækket 10,9 pct.
Bedst har pund sterling klaret skærene med en svækkelse på blot 2 pct. siden nytår 2020/2021.
Euro koster mandag morgen 1,1325 dollar mod 1,1315 dollar juleaftensdags eftermiddag og 1,1320 dollar torsdag inden det danske stoppede for juledagene.
Pund koster mandag 1,3410 dollar mod 1,3405 dollar juleaften og 1,3400 torsdag inden jul.
Dollar ligger samtidig i 114,40 yen mandag morgen, hvilket er så godt som uændret i forhold til både torsdag og fredag.
.\\˙ MarketWire