ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Bavarian brillerer mens Ørsted skuffer i stille marked

27/12 11:39

I et julestille aktiemarked løftes de mere defensive farmaaktier såvel i Europa som på den danske aktiebørs, hvor Bavarian Nordic, Lundbeck og Novo Nordisk er blandt topscorerne.

Omvendt trækker Ørsted baglæns efter en japansk skuffelse, men samlet set ligger C25-indekset 0,8 pct. højere i 1945,59 ved middagstid i meget tynd handel.

- Det er en meget nyhedsfattig dag med meget lav aktivitet, og vi mærker også, at London er lukket, kommenterer chefaktiehandler i Danske Bank Mads Zink.

I toppen af indekset stiger Bavarian Nordic 5,1 pct. til 279,90 kr. uden selskabsspecifikt nyt. Men Mads Zink sætter stigningen i relation til en generelt positiv dag for medicinalaktier, som ligger i toppen af de europæiske indeks med et plus på 0,8 pct.

- På de sidste stille handelsdage søger investorerne mod defensive aktier, bemærker chefaktiehandleren.

GENMAB FØLGER EUROPA

Tendensen rimer med, at Ambu løftes 1,7 pct. til 174,15 kr., at Novo stiger 1,8 pct. til 728 kr. og at Lundbech ligger i plus på 1,8 pct. til 168,85 kr.

Længere nede i indekset må Genmab tage til takke med en stigning på 0,5 pct. til 2607 kr., men den lidt mere beskedne stigning næsten ligger på linje med den europæiske udvikling, og her spiller det ifølge Mads Zink ind, at Genmab-aktierne i høj grad ejes af internationale investorer.

- For Bavarian er der mere tale om private investorer, og aktien er mere volatil og reagerer på nyt om corona, forklarer Mads Zink.

ØRSTED BLEV BÆNKEVARMER

Mandag formiddag kom det frem, at et konsortium anført af Mitsubishi Corporation er gået sejrrigt ud af den første offshore vindauktion i Japan. Faktisk gjorde konsortiet rent bord på auktionen ved at få tildelt retten til at opføre tre projekter med en kapacitet på 1,7 gigawatt.

Ørsted havde også budt på projektet, og skuffelsen er anledningen til, at Ørsted-aktien falder 0,9 pct. til 841,20 kr. i bunden af C25, mener Mads Zink.

VESTAS VENTER FORTSAT PÅ ORDRER

Blandt de aktier, som traditionelt tiltrækker sig særlig opmærksomhed i årets sidste dage, er Vestas, der sædvanligvis brillerer med et festfyrværkeri af nye ordre på vindmøller. Men i år er der mere stille omkring vindmølleproducenten, mener Mads Zink, om end Vestas sent torsdag oplyste om levering af møller fra Enventus-platformen til to amerikanske projekter med en samlet kapacitet på 301 megawatt (MW).

Dermed har Vestas i årets sidste kvartal indtil nu fået storordre på bare 635 MW sammenlignet med et indtag af annoncerede ordre på 3818 MW i samme kvartal sidste år. Og Mads Zink tror ikke på, at Vestas vil nået det niveau i løbet af årets sidste fire dage.

Mandag middag stiger aktien trods alt 0,9 pct. til 197,70 kr.

Shippinggiganten A.P. Møller-Mærsk kunne igen registrere endnu en rekord for spotraterne på containerfragt, hvor der blev samlet op på ugens udvikling.

Juleaftensdag viste rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler spotpriserne på containerfragt fra Shanghai til en stribe destinationer verden over, en stigning i indekset på 1,3 pct. til 4956,02. Det var syvende uge i træk med stigning.

Fragtraterne er gennem lang tid blevet presset i vejret af massiv efterspørgsel kombineret med globale flaskehalse og mangel på containere på grund af coronapandemien.

A.P. Møller-Mærsk B stiger 0,8 pct. til 22.960 kr.

Netcompany har ikke længere Capital Group Companies som storaktioner.

The Capital Group Companies oplyste i juledagene, at selskabet nu indirekte ejer 4,96 pct. af aktierne i Netcompany, hvor ejerandelen hidtil lød på 5,26 pct.

Men Netcompany stiger 2,8 pct. til 687 kr.

.\\˙ MarketWire