Mandagens aktier: Ørsted straffet for Japan-skuffelse i plusmarked
27/12 17:05
I det stille og nyhedsfattige jule-/nytårsmarked tiltrak energiaktien i Ørsted sig mandag negativ opmærksomhed efter en ordreskuffelse i Japan.
Det sendte aktien til bunds i C25-indekset, der alligevel lukkede med et plus på 1,2 pct. til 1953,03 under meget tynd omsætning.
- Markedet har været præget af utrolig meget julestemning, og det bliver ikke bedre af, at London har været lukket og er det igen i morgen, noterer senioraktiehandler Christian Thatje i Sydbank.
- Jeg tror, at vi snakker om 60 pct. lavere omsætning, og det afspejler sig også i nyhedsstrømmen siger han.
ØRSTED BLEV JAPANSK BÆNKEVARMER
Men set med danske øjne har der været grund til at hæfte sig ved Ørsted, noterer aktiehandleren.
- Ørsted er i fokus efter den ordre, de ikke fik, påpeger han.
Mandag formiddag kom det frem, at et konsortium anført af Mitsubishi Corporation er gået sejrrigt ud af den første offshore vindauktion i Japan. Faktisk gjorde konsortiet rent bord på auktionen ved at få tildelt retten til at opføre tre projekter med en kapacitet på 1,7 gigawatt.
- Men det, den også falder på, det er, at det viser hvor aggressive japanerne selv var. De gik ned på priser, som Ørsted slet ikke kunne være med på, bemærker Christian Thatje og antager, at forløbet måske kan give anledning til bekymring for forløbet af fremtidige japanske vindenergiauktioner.
- Men der er ingen tvivl om, at Mitsubishi lige skulle op at markere sig på hjemmemarkedet ved den første auktion, mener han.
Hos Ørsted selv udtaler vicetopchefen Martin Neupert til MarketWire, at Ørsted fortsat vil være engagerede i Japan, hvor der er stort potentiale.
- Japans vision er at introducere 10 GW havvind inden 2030 og op mod 45 GW inden 2040, påpeger Martin Neupert.
Aktien faldt 2,5 pct. til 828 kr. i bunden af C25
BAVARIAN BEVÆGEDE SIG MOD TOPPEN
Tæt på toppen af indekset steg Bavarian Nordic 2,9 pct. til 274,10 kr. uden selskabsspecifikt nyt.
- Der er ikke noget konkret, og jeg vil ikke associere det med de stigende smittetal. Men man skal bare huske på, hvad den kom fra før kapitaludvidelsen i 310-30 kr. og vi har været nede at vende i 250. Og der er ikke kommet noget negativt nyt siden da, konstaterer Christian Thatje.
Blandt mandagens øvrige bevægelser sås et plus til de defensive medicinalaktier i Novo på 1,8 pct. til 728,10 kr. og Lundbeck på 2,7 pct. til 170,50 kr. Men lige som det gjaldt for et plus på 3,9 pct. til 694 kr. for Netcompany øverst i C25, skete det uden selskabsspecifikt nyt.
VESTAS VENTER FORTSAT PÅ ORDRER
Blandt de aktier, som traditionelt tiltrækker sig særlig opmærksomhed i årets sidste dage, er Vestas, der sædvanligvis brillerer med et festfyrværkeri af nye ordre på vindmøller. Men i år er der mere stille omkring vindmølleproducenten, mener Mads Zink, om end Vestas sent torsdag oplyste om levering af møller fra Enventus-platformen til to amerikanske projekter med en samlet kapacitet på 301 megawatt (MW).
Dermed har Vestas i årets sidste kvartal indtil nu fået storordre på bare 635 MW sammenlignet med et indtag af annoncerede ordre på 3818 MW i samme kvartal sidste år. Og Christian Thatje tvivler stærkt på, at Vestas vil nå det niveau i løbet af årets sidste fire dage.
Mandag steg aktien trods alt 1,1 pct. til 198,05 kr.
Containerkolossen A.P. Møller-Mærsk kunne igen registrere endnu en rekord for spotraterne på containerfragt, hvor der blev samlet op på ugens udvikling.
Juleaftensdag viste rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler spotpriserne på containerfragt fra Shanghai til en stribe destinationer verden over, en stigning i indekset på 1,3 pct. til 4956,02. Det var syvende uge i træk med stigning.
Fragtraterne er gennem lang tid blevet presset i vejret af massiv efterspørgsel kombineret med globale flaskehalse og mangel på containere på grund af coronapandemien.
A.P. Møller-Mærsk B steg 2,5 pct. til 23,340 kr.
.\\˙ MarketWire