Obligationer/tendens: Uændrede renter i sigte efter japanske nøgletal
28/12 07:08
Der er udsigt til en stille dag på det danske obligationsmarked, hvor handlerne kan læne sig op ad få tal fra nøgletalskalenderen og ellers vil holde øje med udviklingen i smittespredningen med coronavirus.
Renten på den tiårige danske statsobligation med udløb i 2031 lukkede mandag i 0,0 pct. efter tidligere på dagen at have toppet i beskedne 0,01 pct. Tirsdag ventes endnu en flad udvikling.
- Vi forventer, at det danske obligationsmarked vil åbne med tæt på uændrede renter, skriver Kim Blindbæk, seniorøkonom i Sydbank, i bankens analyse fra morgenstunden.
I Japan er der over natten landet tal for både industriproduktion og arbejdsløshed, der begge var højere end ventet. Den japanske arbejdsløshed steg en anelse i november, da ledigheden ifølge myndighederne i Tokyo landede på 2,8 pct. mod 2,7 pct. måneden før.
Det var samtidig en lidt højere ledighed end ventet, idet analytikerne havde estimeret en arbejdsløshed på 2,7 pct.
Industriproduktionen steg 7,2 pct. i november i forhold til oktober. Analytikerne havde ventet en produktionsforøgelse på 4,8 pct. i november oven på en stigning på 1,8 pct. måneden før, og dermed overraskede udviklingen markant.
Senere på dagen offentliggøres aktivitetsindekset fra Richmon Fed i USA, der ifølge Kim Blindbæk også kan få opmærksomhed.
Mandag var aktiviteten på det amerikanske obligationsmarked absolut i den lave ende af skalaen. Den effektive rente på den tiårige obligation endte i 1,48 pct. - 1 basispoint lavere end lukkeniveauet torsdag før juleaften. Tirsdag morgen er den tiårige rente faldet yderligere et enkelt basispoint til 1,47 pct. på T-bondmarkedet i Tokyo, som er 1 basispoint lavere end ved dansk børslukketid mandag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire