Aktier/åbning: Ambu og Genmab stiger mest i let grøn åbning
28/12 09:16
Ambu og Genmab stryger til tops med stigning på 1,7 pct. og 1,1 pct. ved åbningen af det danske aktiemarked tirsdag, hvor kalenderen er klinisk renset for skemasatte selskabsspecifikke nyheder.
Også store spillere som Novo Nordisk, Ørsted, Vestas og A.P. Møller-Mærsk kan tiltrække sig opmærksomhed dagen igennem, hvor investorerne også vil se mod den generelle markedsstemning og smittespredningen med coronavirus.
Det danske eliteindeks stiger efter få minutter åbning 0,6 pct. til 1963,04.
Dermed fortsætter stigningen fra mandag, hvor indekset lukkede 1,2 pct. højere i 1953,03 under meget tynd omsætning.
Ser man mod USA er der udsigt til en blandet åbning senere på dagen. Her bevæger de tre ledende indeks sig alle lige omkring nullet efter en positiv udvikling mandag, hvor der var plusser over hele linjen.
VINDENERGI I FOKUS
Ørsted måtte mandag gå tomhændet fra en auktion i Japan, da en lokal konkurrent bød under og dermed løb med de første tre projekter. Det var dog kun begyndelsen i Japan, og Ørsted ser fortsat markedet som vigtigt, oplyste selskabet.
Vestas er traditionelt i fokus mod årets afslutning, hvor vindmølleproducenten har for vane at annoncere et festfyrværkeri af nye ordrer. Men i år har der været mere stille fra vindmølleproducenten, der dog i sidste uge meldte sig på banen med en ordre på 301 MW i USA og en mindre aftale på 50,4 MW i Polen mandag.
Aktien i Ørsted stiger ved åbning tirsdag 1,1 pct. til 837,20 kr., mens Vestas henter 0,2 pct. til 198,45 kr. ved åbning.
BAVARIAN MED MULIG SLUTSPURT
Spredningen i Omikron-smitte sætter fortsat fokus på Bavarian. Tirsdag ved åbning stiger aktien 0,8 pct. til 276,30 kr., selvom der ikke har været noget konkret nyt fra selskabet. Før kapitaludvidelsen for nylig lå aktien i niveauet mellem 310 kr. og 330 kr. og har siden været nede at vende omkring 250 kr.
Der blev mandag sat rekord for antallet af daglige smittefælde verden over, hvilket sker et år efter igangsættelsen af vaccineudrulningen, skriver Bloomberg News. Globalt blev der registreret 1,44 mio. tilfælde af coronasmitte.
Med 1612 smittetilfælde per 100.000 indbyggere i den seneste uge ligger Danmark øverst på listen over de lande i verden, hvor den konstaterede smittespredning er højst, viser en opgørelse fra AFP.
NOVO VIL VINDE MARKEDSANDELE
Novo Nordisk kan også få opmærksomhed fra en artikel i Børsen. Selskabet vil vinde markedsandele, og topchef Lars Fruergaard Jørgensen mener, at højere vækst med lav margin er bedre end lav vækst med høj margin, siger han til mediet. Han advarer samtidig om, at der vil komme bump på vejen.
Novo-aktien har været på en rutschebanetur over den seneste tid, hvor den kort før jul dykkede på nyheden om forsyningsproblemer for fedmemidlet Wegowy i første halvår i USA.
Aktien stiger ved åbning 0,7 pct. til 733,20 kr.
MÆRSK JAGTER REKORD
A.P. Møller-Mærsk satte mandag rekord, da B-aktien steg 2,5 pct. til 23.340 kr., og dermed er der mulighed for endnu en rekord tirsdag.
Ved åbning stiger aktien 0,3 pct. til 23.410 kr.
Fragtraterne er gennem lang tid blevet presset i vejret af massiv efterspørgsel kombineret med globale flaskehalse og mangel på containere på grund af coronapandemien, hvilket gavner selskabets indtjening. Mærsk har aktuelt kurs mod et overskud efter skat på over 100 mia. kr. for året.
.\\˙ MarketWire