Valuta: Euro og yen svækket på dollarstyrke
29/12 12:01
Den fælleseuropæiske valuta, euro, falder onsdag i den tynde julehandel, og den amerikanske dollar sender den japanske valuta, yen, ned i laveste niveau i en måned.
Euro koster onsdag eftermiddag 1,1283 dollar mod 1,1305 dollar tirsdag eftermiddag. Dollar ligger sideløbende i 115,02 yen mod 114,75 yen tirsdag. Det er det stærkeste niveau mod yen siden slutningen af november.
Det britiske pund koster 1,3423 dollar mod 1,3430 dollar tirsdag.
Man skal ikke lægge for meget i bevægelserne på valutamarkedet i dagene mellem jul og nytår, da mange handlere og investorer holder fri, hvilket lægger en dæmper på handelen.
Den væsentligste drivkraft i denne uge har imidlertid været udviklingen i smitten med den nye variant af covid-19 Omikron, der kan afspore den økonomiske vækst, skriver Reuters.
- Omikron-varianten fortsætter med at hærge, men trods det påvirker ikke rigtig valutamarkedet, selv om smittetallene globalt set har været over en million de seneste to dage, siger analytikerne i Saxo Bank ifølge Reuters.
Den tyrkiske lira svækkes onsdag eftermiddag til 12,33 lira for en dollar mod omkring 11,80 tirsdag eftermiddag.
Dermed reduceres de kæmpegevinster, som den sønderslåede valuta har fået den seneste uges tid, da den blev styrket til lige under 10,70 lira juleaftensdag fra et niveau pænt over 16 dollar i midten af december. Der er dog fortsat tale om en markant svækkelse i årets løb. Ved udgangen af 2020 skulle der til sammenligning "kun" godt 7 lira til at købe en dollar.
.\\˙ MarketWire