ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Onsdagens aktier: Vestas stiger på ordrestrøm - stadig langt fra mål

29/12 17:09

Vestas endte som en af eliteindeksets vindere onsdag, hvor selskabet kunne melde om op til flere ordrer frem mod årets afslutning.

Det gav en anelse oprejsning til aktien, selv om Vestas fortsat er langt fra tidligere års ordreindgang.

Onsdagens marked var generelt præget af stilhed og begrænset omsætning, hvilket er typisk for dagene mellem jul og nytår.

Det danske C25-indeks endte med en stigning på 0,2 pct. i 1958,74 efter et plus på 0,1 pct. tirsdag.

- Det er et meget stille marked og med relativt små bevægelser på indeksniveau, konstaterer Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, over for MarketWire.

Blandt de mest stigende aktier lå også A.P. Møller-Mærsk, der endnu engang kunne registrere end rekord til B-aktien. Også Novozymes endte dagen i rekord.

INVESTORERNE VENTER PÅ VESTAS

Vestas kunne onsdag melde om en håndfuld aftaler og ordrer. Vindmølleproducenten har landet en finsk ordre på 87 megawatt (MW), en fransk ordre på 56 MW, en italiensk ordre på 25 MW og 81 MW i Argentina. I Brasilien blev der annonceret en serviceaftale på 430 MW.

Sammen med de øvrige ordrer fra kvartal er Vestas endnu ikke i nærheden af de 3818 MW, som var tilfældet i samme periode året før.

- Vi er stadig langt bag det, der var håbet på, at de skulle komme med af ordrer. Vi ved godt, at det kan gå rigtigt stærkt op mod nytår, men det ligner ikke, at de kan nå det niveau, vi historisk har set for fjerde kvartal, siger Martin Munk.

- Men markedet er også ved at indstille sig på det, og det kan efterhånden være indpriset lidt i markedet. De skal i hvert fald løbe stærkt, men lad os nu se, lyder det videre.

Vestas steg 0,8 pct. til 195,50 kr.

Aktien i A.P. Møller-Mærsk satte onsdag endnu engang rekord understøttet af fragtrater for containere på det højeste niveau nogensinde - og som fortsætter med at stige.

Det tegner på den baggrund til at blive en god start på 2022 for Mærsk, der målt på B-aktien onsdag steg 1 pct. til 23.650 kr.

- Raterne steg igen i sidste uge for Mærsk, og som verden ser ud nu, så er der ikke noget, der indikerer, at de skulle få et dårligere år næste år, siger Lars Hytting, chefhandler i Artha Kapitalforvaltning.

Novozymes satte også rekord onsdag og steg 0,5 pct. til 536 kr.

GN TOPPER INDEKS

I toppen af indekset steg GN mest og hentede samlet 1,6 pct. til 412,40 kr.

- GN har været inde i en god rytme på det sidste, og det er egentlig uden nyt, men det er en af de aktier, der har været ekstraordinært hårdt presset, siger Lars Hytting.

Det skandinaviske flyselskab SAS må se erhvervslivet fravælge flyvninger på business class til fordel for virtuelle møder. Pandemien har kostet dyrt for flyselskaberne, og ændrede vaner koster fremover. SAS spås faldende indtægter for mellem 5 og 8 mia. svenske kr.

SAS-aktien faldt onsdag 2,9 pct. til 0,91 kr.

.\\˙ MarketWire