Asien: Sløv handel på årest sidste handelsdag i mange markeder
30/12 06:32
De asiatiske aktier ligger uden ensartethed i sløv handel torsdag, da spredningen af Omikron forplumrer, hvad der er årets sidste handelsdag for mange af de asiatiske børser, heriblandt Tokyo, Hongkong, Singapore og Sydney.
Omsætningen på de mange handelsplatforme er yderst begrænset, da mange markedsdeltagere er væk fra deres skriveborde.
- Forud for årsafslutningen og nytårsferien er antallet af markedsdeltagere lavt, og handelen vil sandsynligvis forblive sløv, siger analytikere fra Mizuho Securities ifølge AFP.
MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavsområdet uden for Japan ligger så godt som uændret.
Sideløbende indikerer futures for de store amerikanske aktieindeks små fald under 0,1 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.
I Tokyo forsøger investorerne at indregne virkningen af Omikron på det økonomiske opsving, mens de skæver til det amerikanske futuresmarked for signaler. Men fra den vinkel er der ikke meget inspiration at hente.
Nikkei 225-indekset falder 0,3 pct., og det brede Topix-indeks viger 0,1 pct.
De kinesiske markeder er modsat optimistiske. Shanghai Composite og CSI 300 stiger henholdsvis 0,8 pct. og 1,0 pct., og børsen i Hongkong øger 0,2 pct. målt på Hang Seng-indekset.
I Hongkong er dagens store samtaleemne noteringen af den kinesiske AI-virksomhed Sensetime, der lagde fra med en stigning på 23 pct. på første handelsdag trods udsigt til amerikanske sanktioner.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | -0,3 |
Topix | -0,1 |
Hongkongs Hang Seng | +0,2 |
China Shanghai Composite | +0,8 |
China CSI 300 | +1,0 |
Taiwan Taiex | +0,1 |
Sydkoreas Kospi | -0,4 |
Indiens BSE Sensex | +0,1 |
Singapores STI | -0,3 |
Sydney ASX 200 | 0,0 |
Indeksværdi klokken 5.25.
.\\˙ MarketWire