ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Vestas og Mærsk i fokus på årets sidste handelsdag

30/12 08:07

Vindmølleproducenten Vestas er fortsat på investorernes radar på årets sidste handelsdag, hvor der endnu engang vil blive holdt øje med potentielle nye ordrer. Ordrebøgerne for fjerde kvartal halter indtil videre gevaldigt bag tidligere år.

Også A.P. Møller-Mærsk og Ambu, der er henholdsvis højdespringer og bundskraber for året, kan tiltrække sig opmærksomhed, inden 2021 rundes af.

Onsdag endte det danske C25-indeks med en stigning på 0,2 pct. i 1958,74.

For hele året har eliteindekset hentet 16,8 pct.

Ser man mod Tyskland og DAX-indekset, der er en god indikator for Danmark, peger det i retning af endnu en stigning torsdag. Futuren henter 0,1 pct. forud for åbning.

Omvendt peger pilen i let negativ retning i USA, når det amerikanske marked åbner senere på dagen.

VESTAS KAN MELDE OM ORDRER

Vestas har brug for en gedigen slutspurt, hvis ordrebogen bare skal op i nærheden af samme kvartal sidste år.

Indtil videre har vindmølleproducenten annonceret ordrer for 884 (MW) megawatt i årets fjerde kvartal, mens der blev sendt 3818 MW i ordrebøgerne i samme kvartal året før.

Onsdag blev de første skridt taget, da selskabet annoncerede fire nye ordrer og en enkelt serviceaftale, og investorerne vil torsdag holde øje med, om flere kan føjes til listen.

Vestas-aktien steg onsdag 0,8 pct. til 195,50 kr.

RYANAIR AFLYSER RUTER

Restriktioner og smittestigning har fået flyselskabet Ryanair til at indstille 28 ruter fra Danmark i januar, skriver branchemediet Check-in.

Ændringen gælder fra den 10. januar 2022 og foreløbigt tre uger frem og rammer lufthavnene i Kastrup, Billund, Aarhus og Aalborg. 28 ud af samlet 59 danske ruter rammes, oplyser Check-In.

Kastrup, der er landets største, er mindst påvirket med to aflyste ruter.

Flyselskaberne - herunder især skandinaviske SAS - er også under pres på grund af færre flyvninger fra erhvervslivet.

SAS-aktien faldt onsdag 2,9 pct. til 0,91 kr.

MÆRSK OG NOVOZYMES PÅ REKORDJAGT

Mærsks B-aktie har styret i rekord fem handelsdage på stribe mod udgangen af 2021, der indtjeningsmæssigt også kommer til at slå selskabets egen rekord med længder.

Derfor vil der igen være fokus på aktien torsdag, hvor aktien også har kurs mod at blive højdespringer i C25-indekset målt over året.

Aktien hentede onsdag 1 pct. til 23.650 kr. Set over hele året har aktien indtil videre steget 74 pct.

Også Novozymes-aktien har de seneste dage slået rekord. Onsdag steg den 0,5 pct. til 536 kr.

AMBU ER BUNDSKRABER

I bunden af C25-indekset - mål på hele året - finder man Ambu, der siden årets begyndelse har tabt 34,8 pct.

Onsdag faldt aktien 0,8 pct. til 171,55 kr.

Lige i hælene følger de to grønne aktier Ørsted og Ventas, der var blandt de store vindere i 2020. Ørsted har henover året tabt 33 pct., mens Vestas er dykket 32,1 pct.

Ørsted-aktien mistede onsdag 0,1 pct. til 832,80 kr.

.\\˙ MarketWire