ECB: Rådsmedlem åbner for renteforhøjelser næste år
30/12 13:54
Den Europæiske Centralbank bør i løbet af 2022 begynde at udfase de negative renter. Det siger Robert Holzmann, Østrigs medlem af bankens rentekomité, til Reuters.
Ifølge Holzmann vil varslingen af et stop for ECB's obligationsopkøb være et stærkt signal om, at skridtet kan tages i løbet af de efterfølgende to kvartaler.
Tidligere torsdag har det hollandske medlem af ECB's Styrelsesråd, Klaas Knot, sagt, at han venter en renteforhøjelse i 2023.
- Alt peger mod en afslutning på det resterende opkøb af obligationer mod slutningen af året. Og når det er sket, kan den toneangivende rente hæves tidligt i 2023, siger Knot ifølge Bloomberg News.
ECB tog på sit seneste rentemøde den 16. december små skridt mod en stramning af pengepolitikken næste år.
Det skete med meldingen om, at banken vil standse opkøb af obligationer under det særlige pandemiske opkøbsprogram, PEPP, med udgangen af marts. Opkøbene under programmet har ligget på cirka 80 mia. euro om måneden.
Der bliver dog tale om en lidt mildere overgang, for ECB skruer fra april op for opkøbene under sit andet opkøbsprogram, APP , til 40 mia. euro om måneden i andet kvartal fra det nuværende niveau på 20 mia. euro om måneden. I tredje kvartal vil der desuden blive købt for 30 mia. euro, inden programmet atter sænkes til 20 mia. euro om måneden.
.\\˙ MarketWire