Valuta: Dollar styrket over for euro og yen
30/12 15:53
En forsigtig optimisme blandt investorer styrker dollar i et marked, der afventer nytårsferie.
- Der er helt sikkert en forsigtig optimisme at spore. Der kan dog også være tale om, at dollar blot genvinder noget af, hvad den tabte i går, siger Kit Juckes, chefstrateg for valutahandel hos Societe Generale i London, ifølge Reuters.
Ifølge nyhedsbureauet kan optimismen tilskrives positive tegn omkring Omikron, der trods at være markant mere smitsom end tidligere varianter ifølge undersøgelser fører til færre indlæggelser per smittetilfælde.
Torsdag styrkes dollar over for både euro og den japanske yen, der begge svækkes over for adskillige valutaer denne eftermiddag.
Dollar koster 115,18 yen torsdag eftermiddag mod 114,90 yen onsdag ved dansk lukketid klokken 17.
Euro koster 1,1304 dollar mod 1,350 dollar onsdag.
Den fælleseuropæiske valuta svækkes over for flere af de rivaliserende valutaer, herunder yen og det britiske pund.
Torsdag koster pund 1,192 euro mod 1,181 euro onsdag, mens euro koster 130,40 yen mod 130,46 yen dagen forinden.
Det sker, efter at euro onsdag ramte det stærkeste niveau over for dollar i en måned, mens yen nåede svageste niveau over for dollar siden slutningen af november.
Blandt de største tabere på valutamarkedet torsdag er den tyrkiske lira, der svækkes omkring 3 pct. efter en svækkelse på 6,9 pct. onsdag, skriver Reuters.
Den tyrkiske møntfod har vist sig som en af de mest volatile valutaer i verden i 2021 som følge af, at landet oplever en inflation på omkring 20 pct.
.\\˙ MarketWire